Studerende i praksis: "Det russiske sprog i lejrhospitalet får mig tilbage til mine rødder"

Klokken er 20.45, og jeg er tjekket ind på lejrhospitalet som aftenvagt på FDF’s internationale landslejr 2022. Her står den skiftevis på faglig sparring, socialt samvær og et mylder af travlhed.

Vagten har kun været i gang i ganske kort tid, da den umiskendelige lyd af russisk får mit blik til at rette sig mod en dreng på ca. 11 år, som kommer ind ad døren. 

På et splitsekund minder det mig om mine egne russiske rødder. I dialogen er det åbenlyst, at en hel del ord går tabt i oversættelsen.

Den russiske dreng har smerter, men det er ikke dem, jeg ser i hans øjne. Det er usikkerheden over for fremmede mennesker og fremmedsprog, der gør ham bange, og så formaner hans kvindelige russiske leder ham om, at han må være stærk.

Jeg mærker forundringen i forsamlingen, da jeg vælger at bryde ind for at få svar på nogle af spørgsmålene. Den russiske leder spærrer øjnene helt op, og sammen går vi med drengen og feltlægen ind på en sygestue. Her bliver det konstateret, at drengen har pådraget sig en skulderfraktur.

Drengen skal have anlagt en interimistisk slynge, som jeg forsøger at anlægge. Her må jeg frustreret nok erkende min begrænsning og bede om hjælp fra en erfaren sygeplejerske. 

Undervejs kommunikerer lederen med drengen, og selv med mit efterhånden begrænsede russiske ordforråd i erindringen, kan jeg oversætte mere end rigeligt til at kunne forstå, hvad der bliver talt om. Det står klart, at drengen er flygtet fra bombningen af sit eget land, Ukraine. 

Jeg viser drengen et billede af mit husalter med to små ikoner af den ortodokse kirke, som er én af de fremherskende i Ukraine. Effekten på relationen mellem os ved at vise noget fra hjemlandet er usikker, men jeg vælger at tro, at omsorgen gør, at det hele pludselig ikke er så fremmed længere. 

Det er åbenlyst, at drengen skal på skadestuen, og jeg tilbyder at tage med. Vi kører mod Horsens Akutmodtagelse ad de elendigt oplyste veje, hvilket får køreturen til at vare en evighed. Vel ankommet og med et tæppe om drengen bliver vi modtaget på akutmodtagelsen af smilende personale. Vi venter en rum tid på røntgen og svar. Lægen kommer ud. Frakturen skal holdes i ro i 3-4 uger. 

Derefter går turen tilbage til lejren, klokken er blevet 01.30 - nattevagten i lejrhospitalet er begyndt. Jeg afrapporterer til nattevagten om, hvad der er sket. Egentlig skal jeg til køjs, men har brug for at sidde for mig selv i fællesteltet.  Jeg har fået sagt godnat til drengen og hans leder. Men skulle jeg have overladt opgaven til en anden? Og til hvem? Tankerne gør nattesøvnen urolig. Jeg kommer frem til, at det var rigtigt at byde ind på russisk og hjælpe drengen. Omsorgen gjorde en forskel.

Alex Bülow er sygeplejestuderende på 1. semester, KP Hillerød.