Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Sygeplejestuderende hyldes for heltedåd

Under en vagt i hjemmeplejen i juni 2021 reddede den 21-årige sygeplejestuderende Emma Lassen en ældre kvinde ud af sin brændende lejlighed. For det blev hun for nylig udråbt til hverdagshelt.

Sygeplejersken 2022 nr. 13, s. 11

Af:

Maria Klit, journalist

sy13-2022_akt_emma-lassen-helt

Den 21-årige sygeplejestuderende Emma Lassen var i juni måned på vagt i hjemmeplejen i Esbjerg Kommune, da hun blev bedt om at køre forbi en ældre, kvindelig borger, der havde trykket på sit nødkald. 

Da Emma Lassen nåede frem, kunne hun høre en brandalarm hyle. Hun ringede til alarmcentralen, mens hun trådte ind i lejligheden, der var fyldt med røg. 

”Jeg nåede ikke at tænke, jeg handlede bare,” fortæller Emma Lassen, der fandt den ældre kvinde på køkkengulvet ved siden af sin rollator. Komfuret stod i flammer, og emhætten var næsten smeltet væk. Kvinden klagede over smerter, og kunne ikke selv rejse sig fra gulvet. Emma Lassen fik resolut bakset kvinden op på et tæppe, og trak hende derefter ud af den brændende lejlighed. 

”Først bagefter, da politi og brandvæsen var ankommet til stedet, blev jeg meget bevidst om, hvad der kunne være sket. Der pressede tårerne sig på,” fortæller Emma Lassen. 

Genkendte stemmen  

Hun blev i oktober måned tildelt prisen som hverdagshelt af Syd- og Sønderjyllands Politi for sin livreddende indsats og modtog 1.000 kroner i dusør.

Nogle uger efter branden stødte Emma Lassen tilfældigt ind i den ældre kvinde og fik lejlighed til at præsentere sig under mindre dramatiske omstændigheder. 

”Hun kunne kende min stemme og blev meget glad og rørt. Det hjalp mig til at bearbejde oplevelsen. Jeg havde behov for at se, at hun havde det godt,” siger den 21-årige hverdagshelt.