Læserbrev: Forpligtende fællesskab

Fortæl mig om sygeplejen, I ydede derinde. Prøv at lægge dit skilt på bordet. Sig til, hvis du skal kaste mere op. 

At du er blevet behandlet sådan hos os, mangler jeg ord for, når du sidder her foran mig. 

Jeg ville selv være blevet chokeret, måske bange. 

I får sammen skabt rum for sygeplejen, hensyn til integritet, patientens ret til selvbestemmelse på en fin måde. Din kollega har sammen med dig udvist omhu, empati. 

Er der noget positivt? Ja, der tænkte vi nok mest på patienten, som jeg havde drøftet tidligere med min leder og min kollega. Og det er rart at vide. 

De var taknemmelige, sagde mig altid et tak for vores hjælpsomhed, grundighed. Og der kom et ældre ægtepar. De skulle ikke være hos os, men jeg kunne vise dem vej. Er der nogen, som kan være omkring dig i weekenden? Ja. 

Det er et valg, at beklage over for dig, over for dem, som måtte have siddet i det lokale – din kollega. Og af hensyn til os. Også selvom der har siddet en leder i lokalet. 

Vi har et forpligtende fællesskab, som vi alle er en del af.

Jeg er uddannet fra Københavns Professionshøjskole Metropol i København. En stor lilla bygning på Tagensvej, en lille svingdør og du kommer ind i en verden. Ofte var det svært at få en plads, hvis alle mødte op. Nogle af os videre ud i verden, konfronteret med globale sundhedskriser, manglende sygdomskontrol. 

En lille patient tog min opmærksomhed, en lille ulykkelig en, akkurat en gråd med tårer. Løftede blot let hans lille krop og ryg, og han stoppede straks, og hans mund samlede sig. Jeg lærte ham at kende i rækken af patienter. 
Vores offentlige hospitaler er medvirkende til et videnssamfund. Lad os spille hinanden gode og sikre sundhed i alle led. Hvor det er dér, alle ønsker deres arbejdsliv. Lad os bevare det, vi kun kan i et fællesskab. 

Anna Stentebjerg er sygeplejerske og masterstuderende, (Msc Public Health), SDU