Sygeplejersken
Læserbrev: ”Giv faget respekt – med det rigtige sprog”
"Hvis vi skal bevise sygeplejens værdifuldhed, må vi tale modtagerens sprog."
Sygeplejersken 2022 nr. 14, s. 18
Af:
Pernille Molin, sygeplejerske, cand.cur., adjunkt
Fald i antallet af sygeplejestuderende er bekymrende, men også forståeligt set i lyset af de sidste års debatter. Jeg er enig i, at vi skal vise – og give – faget den respekt, det fortjener, men uden at glemme, hvorfor vi startede kampen! Det handler om arbejdsforhold og lighed, men først og fremmest om patientsikkerhed og retten til omsorg – ikke kun behandling.
Hvis vi skal bevise sygeplejens værdifuldhed, må vi tale modtagerens sprog. Her vægter begreber som patientsikkerhed, kvalitetsforringelse, mortalitet og effektivitetsforbedringer alt andet lige højere end omsorg, holistisk pleje og nærvær.
Personligt bliver jeg mest rørt af at læse de narrative fortællinger om omsorgstræthed, stress og fortællinger om patienter/borgere, som føler sig overset, men mine øjne (og hjerte) læser med et sygeplejeperspektiv, hvori jeg forstår følelserne, konteksten og meget af det, som er gået forinden. Jeg kan næsten mærke det i min egen krop. Det udgangspunkt jeg læser med, er dog ikke det samme, som hr. Jensen, fru Ahmet eller politikerne læser med. De læser ud fra det, de kan relatere sig til.
Nogle sygeplejersker kæmper måske for deres eget arbejdsmiljø eller en bedre løn, mens andre kæmper for et generelt bedre sundhedsvæsen for patienterne.
Uanset hvad der var motivationen for at deltage, er det i sidste ende det samme, vi gerne vil opnå. Jeg er stolt af at være en del af en profession, hvor hver enkelt person kæmper for andre – gennem deling af oplevelser på sociale medier, læserbreve, debatter osv.
Men jeg mener, at vi – og DSR – bør overveje, hvordan vores budskaber kan udbredes ved at tilpasse retorikken til målet. Budskabet og målet vil i den sidste ende være det samme, men indpakningen – og dermed midlet – ændres lidt
Pernille Molin er sygeplejerske, cand.cur. Adjunkt, Sygeplejerskeuddannelsen Silkeborg.