Sygeplejersken
Stolte psykiatrisygeplejersker mærker presset
Et stigende antal komplekse patienter. Langt de fleste lykkes det tre specialsygeplejersker at hjælpe, men der er magtesløshed og et klart ønske om flere ressourcer til det enkelte barn. Alligevel kunne ingen af dem forestille sig at arbejde andre steder end i psykiatrien.
Sygeplejersken 2022 nr. 2, s. 38
Af:
Nana Toft, journalist
- Antallet af antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark er øget med 50 pct. de sidste 10 år.
- Blandt børn og unge vil cirka 15 pct. blive diagnosticeret med en psykisk lidelse, inden de fylder 18 år.
Kæmpe tak for din hjælp og din måde at være på.”
“Vi har følt os så trygge i forløbet hos dig.”
“Tak for aldrig at have givet op på mig. Tak for at give mig mod og lyst til livet.”
På væggen i gangen på 2. sal hos Børne- og Ungdomspsykiatrisk klinik i Roskilde hænger et væld af små og store breve.
Nogle håndskrevne. Andre maskinskrevne. Nogle fra de børn og unge, der kommer som patienter på klinikken, andre fra deres forældre.
Fælles for alle er dog, at de udtrykker stor taknemmelighed.
Personalet kalder tavlen for 'rosetavlen'. Normalt går de ansatte forbi til og fra en legeobservation, en terapisession, en medicinkonsultation eller en forældresamtale.
En sjælden gang stopper specialsygeplejerske Rikke Mortensen op, læser og bliver mindet om, at deres indsats giver mening.
“Jeg er stolt af det arbejde, vi gør. Men der er også situationer, hvor jeg som sygeplejerske kan føle mig presset og have behov for faglig sparring,” fortæller specialsygeplejerske Rikke Mortensen.
Alvorligt syge børn
Sygeplejerske Anja Malm har haft sin daglige gang på Børne- og Ungdomspsykiatrisk klinik i Roskilde i over 15 år, og sammen med sine kolleger møder hun omkring 1.200-1.400 børn, unge og deres familier om året.
Både hun og Rikke Mortensen elsker deres arbejdsplads, og kunne ikke forestille sig at arbejde noget andet sted end i børne- og ungdomspsykiatrien.
Men de mærker et voksende pres fra et stigende antal patienter, og når de tilmed oplever, at patienterne er blevet dårligere og mere komplekse, er det svært indimellem ikke at føle sig magtesløs.
Eller i hvert fald drømme om mere tid og flere ressourcer til det enkelte barn, unge og dennes familie.
“Jeg kan afslutte Viktor (opdigtet navn, red.), når han er færdigudredt for at se ham igen et år senere. Her er der ofte kommet en ny lidelse oveni den autismediagnose, han havde i forvejen. Hvilket typisk er angst eller depression,” fortæller Rikke Mortensens kollega, specialsygeplejerske Anja Malm.
“Børn og unge udvikler sig, så selvfølgelig er det naturligt, at nogle af dem skal tilbage til os. Men der er tilfælde, hvor børn som Viktor ikke har fået den tilstrækkelige hjælp. Mange af de her børn og unge er meget dårlige, og det kræver dyb og indgående specialviden,” forklarer Anja Malm.
Behov for psykiatrisk specialviden
De børn og unge der kommer på klinikken, kan være der i alt fra tre måneder til 5-6 år. Sidstnævnte hvis de for eksempel er i medicinsk behandling eller et terapeutisk forløb.
Alligevel fortæller både Rikke Mortensen og hendes kolleger, Anja Malm og Christina Hjort Thøgersen, om de børn og unge de ville ønske, de kunne have beholdt lidt længere. For at sikre et mere sammenhængende, tværsektorielt samarbejde til gavn for familierne.
“Vores forløb er komplekse. Der er mange aktører, vi skal koordinere med. Vurderingerne er blevet mere tidskrævende,” siger Christina Hjort Thøgersen, der indimellem er vidne til patienter, der får tilbagefald.
“Psykiatrisk specialviden er afgørende på tværs af sektorer,” forklarer Christina Hjort Thøgersen.
Tværsektorielle samarbejde
En gennemgående kommentar fra alle tre sygeplejersker går netop på det tværsektorielle samarbejde. De senere år er mere og mere tid gået med at koordinere mellem forskellige aktører - PPR, kommune, praktiserende læge med flere.
“Det er netop kontakten til netværket, der er essentielt for barnet eller den unge, men der er mange flere bolde i dag, end der var tidligere, og vi bruger meget tid på at formidle vores viden til de andre aktører,” forklarer Rikke Mortensen og beskriver et eksempel med en dreng, hun indtil for ganske nyligt havde i et forløb på klinikken.
En dag ringer forældrene og siger: “Rikke, de siger på skolen, at han (deres søn, red.) har ADHD. De siger, han skal have medicin. Du siger, han ikke skal have medicin. Hvad skal vi gøre?”
“Drengen har autisme. Svær autisme. Han har ikke ADHD. Udfordringen er, at han ikke bliver mødt, som han skal. Hans adfærd bliver misforstået. Den opgave er kommet på i de senere år: At skulle klæde andre på til at forstå kompleksiteten i en psykiatrisk lidelse,” siger Rikke Mortensen.
Sygepleje og de vigtige relationer
Christina Hjort Thøgersen understreger, at hendes oplevelse er, at de som sygeplejersker lykkes med at hjælpe langt de fleste børn, unge og familier, der kommer i klinikken.
Rikke Mortensen uddyber, at når de lykkes, er det fordi samarbejdet har fungeret hele vejen rundt om barnet.
Og fordi der har været tid til relationen: Til barnet og familien men ikke mindst den til tværsektorielle relation.
“Når vi taler sygepleje, taler vi relationer. Og min oplevelse er, at vi som sygeplejersker er gode til netop dét,” siger Rikke Mortensen.
Fra alle tre sygeplejersker lyder det, at systemet uden tvivl kunne arbejde bedre sammen, og at der er brug for et seriøst kompetenceløft af samtlige aktører omkring barnet.
“Inklusive vores egen faggruppe,” pointerer Anja Malm og fortsætter:
“Og nå ja, på falderebet kunne man da også godt lige agitere for, at de sygeplejestuderende havde længere tid end fire uger på en psykiatrisk afdeling.”
Læs også i dette nummer af Sygeplejersken:
Leder: Kære politikere: Prioritér psykiatrien nu