Studerende i praksis: " ... i en turbulent tid må man ikke glemme alt det gode ved sygeplejefaget"

Spritswab, 10 mg/ml vanddrivende, holder godt fast, ”knæk”. Griber 10 ml sprøjte, trækker 8 ml op.

På stuen spørger jeg om CPR-nummer, griner lidt med den unge patient, da det er tredje gang, jeg spørger om det i dag.

Samtidig forklarer jeg, hvad jeg gør og genfortæller planen fra stuegang.

Præcis som jeg har observeret min vejleder gøre det.

Patienten kigger med og nikker. Jeg minder med et glimt i øjet om, at en vanddrivende kur er den mest effektive slankekur, og den unge patient kvitterer med et smil og et ’tak’. 

Ude i medicinrummet står jeg side om side med en medstuderende og doserer medicin.

Efterfølgende taler vi om, hvor meget vi har lært, og hvordan vi føler os som sygeplejersker.

Rigtige sygeplejersker. Vi er stolte, men kan knapt forstå, at det snart er os. Skræmmende og spændende.

Ved siden af begejstringen over snart at være færdiguddannet, kan jeg dog miste pusten over venner, familie og sundhedspersonale, herunder sygeplejersker, som antyder, at jeg skulle have valgt et andet fagområde med afsæt i de mange igangværende debatter om sygeplejefaget og arbejdsvilkårene.

Fra en studerendes perspektiv opleves denne triste omtale af faget som en ond cirkel. Det er klart, at det har indflydelse på mine tanker om min fremtidige karriere. 

Skulle jeg have valgt noget andet? 

Efter at have doseret medicin, går jeg tilbage med middagspiller til min patient, som fik iv-vanddrivende medicin.

Hun sætter spørgsmålstegn ved nogle tilføjede præparater, og jeg forklarer årsag og virkning.

Hun beklager besværet og fortæller mig, at jeg bliver en dygtig sygeplejerske.

I det øjeblik har jeg glemt den negative røre om faget og er tilbage til at være stolt og forventningsfuld.

Sådanne små stunder holder mig i faget.

Man ændrer ikke alle problematikker i debatten om sygeplejefaget med positivt engagement, men i en turbulent tid må man ikke glemme alt det gode ved sygeplejefaget.

Kolleger, de kommende sygeplejersker, og hvor modtagelige og påvirkelige de er, når de er ude i praktik eller første vikarvagt.

Man behøver ikke boble af lykke eller græde glædestårer over at være sygeplejerske, det er trods alt bare et arbejde, men netop derfor mener jeg, at det er vigtigt med faglig stolthed og optimisme, og at det gives videre til fremtidens sygeplejersker. 

Den faglige stolthed mærker jeg bl.a., når jeg reflekterer med medstuderende eller min vejleder.

Her bliver jeg opmærksom på, hvor meget jeg ved og kan. Måske gør jeg mig flere overvejelser, fordi jeg stadig er studerende, det ved jeg ikke.

Men jeg ved, at faget interesserer mig, og at jeg ser frem til at arbejde med det. 

Til slut vil jeg høre dig, kære uddannede og hårdtarbejdende sygeplejerske:

Hvordan vil du fastholde en spændt, engageret og målrettet studerende som mig i faget? Hvordan vil du være med til at sikre, at jeg eller den medstuderende, som er i praktik på din afdeling, forstår det positive ved at være sygeplejerske? 

Mette Marx Christensen er sygeplejestuderende på 6. semester, UCN Aalborg