Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nyt Aalborg Universitetshospital forsinket igen

Bliver 130 mio. kr. dyrere

Sygeplejersken 2022 nr. 3, s. 15

Af:

Helle Lindberg, journalist

Byggeriet af det nye Aalborg Universitetshospital bliver endnu en gang både forsinket og dyrere.

Det står klart efter et møde i forretningsudvalget i Region Nordjylland, hvor en redegørelse for sygehusprojektet blev fremlagt.

I alt skrider byggeriet med minimum seks måneder og kommer til at gå yderligere 130 mio. kr. over byggebudget.

Dermed vil hospitalet i Aalborg Øst først stå færdig i 2024 – to år og otte måneder fra den oprindelige tidsplan.

Det er rigtig dårligt nyt, lyder det fra formand i DSR Kreds Nordjylland Christina Windau Hay Lund. Hun er stærkt bekymret for, at regningen for budgetoverskridelserne ender hos patienterne.

”Hvor skal pengene komme fra? Det her er jo langt fra den første budgetoverskridelse, der har været, og jeg frygter, det kommer til at gå ud over sygeplejerskerne og deres hospitalskollegaer – og i sidste ende patienterne,” siger hun til P4.

Hun tilføjer:

”Jeg har svært ved at se, at man f.eks. kan spare yderligere i driftsmidlerne. Der er allerede blevet skåret rigtig meget, og der er ingen medarbejdere på sygehusene, der ikke i forvejen oplever en presset hverdag. Vi vil derfor bede regionen gøre rede for, hvor pengene skal komme fra.”