Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

På mit natbord: Anderledes tanker om døden

"Her turde en familie i fællesskab med den døende tage sorgen på forskud og sige farvel, og derved blev hustru og børn sat fri til at fortsætte livet – uden deres mand og far."

Sygeplejersken 2022 nr. 3, s. 47

Af:

Michael Holbek, journalist

Ellen Thomsen
Ellen Thomsen
Ellen Thomsen
Souschef, SD i profession og kvalitet,
Intensiv A710, Vejle Sygehus.

Hvad læser du lige nu?
”Mette Bording Nybos bog ’Lev stærkt dø smukt – En fortælling om at turde sige farvel’.”

Hvordan har den inspireret dig?
”Det er ikke fordi, jeg ikke tør at sige farvel til døende mennesker, men her er en anderledes tilgang til det. Bogen beskriver, hvordan en familiefar er med til at planlægge sin egen begravelse, bygge sin egen kiste og skrive tale til bisættelsen. Her turde en familie i fællesskab med den døende tage sorgen på forskud og sige farvel, og derved blev hustru og børn sat fri til at fortsætte livet – uden deres mand og far. Det inspirerer mig til at tænke anderledes.”

Hvilken bog burde alle sygeplejersker læse – og hvorfor?
”Delia Owens’ roman ’Hvor flodkrebsene synger’ om pigen Kya, der vokser op i en marskhytte i sumpen. Forholdet til naturen er omdrejningspunktet for hendes tilværelse. Romanen er som menneskelivet, gådefuldt og smukt. Det er vigtigt at have i tankerne, hvad enten vi er på arbejde eller i privat regi.”

Hvilken bog fik du aldrig læst helt til ende?
”Jeg var lige begyndt at læse Anders Fomsgaards ’Det er bare en virus’, da covid-19 gjorde sit indtog. Alt handlede om virus – både på arbejdet og hjemme, ja, selv bogen på natbordet! Så jeg besluttede at gemme den til efter coronatiden, men finder den helt sikkert frem igen.”