Sygeplejersken
Skiftedag: "Det samme speciale, men en helt anden verden"
"Jeg er desværre gået ned i løn, fordi jeg ikke har alle de ekstravagter. Til gengæld har jeg mere frihed – og et super spændende job."
Sygeplejersken 2022 nr. 3, s. 66
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist
Nyt job: Oktober 2020, Operationsafsnit for Mave- og Tarmkirurgi,
Aalborg Universitetshospital, hvor hun assisterer under operationer.
Kom fra: Fire år på Mave- og Tarmkirurgisk Sengeafdeling, Aalborg Universitetshospital.
“Når nu så mange sygeplejersker søger væk fra hospitalet, hvorfor valgte jeg så at blive?
Det er der flere grunde til. Jeg er ikke klar til at søge væk.
For jeg kan godt lide arbejdet på hospitalet, hvor der er mange udviklingsmuligheder.
Men til sidst på sengeafdelingen kørte det hele meget på rutinen, og jeg havde brug for faglig udfordring.
Jeg kunne også have skiftet til ambulatoriet eller til et andet speciale.
Men mave/tarmområdet er et stort og bredt speciale, der hele tiden udvikler sig meget. Og her nede på operationsgangen har man hele specialet. Det er ikke opdelt i øvre og nedre, som på sengeafdelingen, hvor jeg var på nedre mave- og tarmkirurgisk sengeafsnit.
Og så tiltalte arbejdstiderne mig. Der er færre weekend-, aften- og nattevagter. På sengeafdelingen kunne jeg sagtens have 12 timers nattevagt tre dage i streg. Her har jeg højst én nattevagt om ugen og højst én weekendvagt om måneden, og der har indtil videre ikke været vagtpålæggelser på mine fridage.
Jeg er så desværre gået ned i løn, fordi jeg ikke har alle de ekstravagter. Til gengæld har jeg mere frihed – og et super spændende job.
I mit nye job er det mest planlagte operationer, men vi har også det akutte. Patienterne her kommer med alt fra at skulle have en stomi til en fedmeoperation, og så har vi f.eks. også cancer- og leverpatienter og patienter med colitis ulcerosa og morbus chron.
Jeg assisterer ved operationerne. Enten er jeg den, der går i vask og er i det sterile felt, hvor jeg assisterer kirurgen, eller også er jeg den, der er på gulvet, hvor jeg hjælper den sterile sygeplejerske, hvis der f.eks. er brug for flere servietter eller nye instrumenter.
Det er meget anderledes, end hvad jeg har været vant til. Der er bl.a. mindre patientkontakt. Man når kun at snakke ganske kort, inden de bliver bedøvet. Det skulle jeg lige vænne mig til, og det kan godt være udfordrende.
For der er bare ikke hyggeligt på en operationsstue. Der er koldt, der er ikke noget på væggene, og lydene, lugten og lyset er anderledes. Men jeg kan egentlig godt lide at arbejde med at få skabt en god relation på kort tid, så patienten kan føle sig tryg.
Før kunne jeg bare køre på rutinen og kørte lidt i samme rille. Nu er jeg kommet på arbejde igen. Det kan jeg godt lide. Det gør noget godt for min faglige udvikling.
Der er også en anden stemning hernede på operationsgangen. Man er tæt knyttet til lægerne og anæstesisygeplejerskerne og lærer hinanden rigtig godt at kende. For man står sammen i mange timer.
For at dagen skal blive god, kan det hele ikke handle om kirurgi, så vi taler også om, hvad vi har set i TV-avisen, eller hvad man skal lave i weekenden. Og nogle kirurger kan godt lide at høre musik. Det giver en anden stemning.
Der kan også opstå akutte, uforudsigelige situationer som en stor blødning, og så ændrer stemningen sig, og man vågner lige lidt mere op. Det er et fedt arbejde. Selvom det er samme speciale, så er det en hel anden verden!”
Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karriere-muligheder.
Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere