Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Observation: Krigsforbrydelse

Sygeplejersken 2022 nr. 4, s. 44-45

Af:

Lotte Havemann, journalist

Ukraine Mariupol

Et hospital skulle være det sikreste sted at være. Selv under en krig.

For det er en krigsforbrydelse at angribe civile, huse, skoler og hospitaler. 

Men et ukrainsk hospitalskompleks, der fungerede som både børnehospital og barselsafdeling i Mariupol, blev den 9. marts ramt af et bombeangreb, og gravide kvinder måtte flyttes til en nærliggende klinik.

Det hjerteskærende billede af en af kvinderne, der bliver transporteret på en båre med hånden på sit ufødte barn, er gået verden rundt.

Både den sårede mor og barnet i hendes mave blev forsøgt reddet, men begge afgik ved døden. 

Ved redaktionens afslutning lød seneste melding fra Verdenssundhedsorganisationen WHO, at mindst 49 ukrainske sundhedsfaciliteter er blevet angrebet siden den russiske invasion.

Rusland har afvist at stå bag angrebet på hospitalet i havnebyen Mariupol.