Studerende i praksis: "Hun opfordrede os til at gå med en voksenble i nogle timer"

Da jeg som ny studerende skulle ud i min første praktik, havde jeg høje forventninger. De omhandlede primært, hvilke praktiske færdigheder jeg ville tilegne mig i løbet af praktikken, da mit syn på sygeplejeprofessionen på daværende tidspunkt overvejende havde det instrumentelle og praktiske for øje. Det viste sig dog, at jeg i løbet af praktikken, der foregik på et plejehjem, hverken fik lært at anlægge kateter eller pleje et sår, men med mig videre tog jeg noget helt andet: En ny indstilling til sygepleje, der i lige så høj grad handler om de menneskelige kompetencer som de praktiske.

Den nye indstilling var i høj grad inspireret af min kliniske vejleders tilgang til sygepleje, der først og fremmest handlede om vigtigheden af at se mennesket bag sygdom og alderdom. Den tilgang kom dagligt til udtryk i hendes arbejde med beboerne på plejehjemmet, hvilket var inspirerende for både mig og mine medstuderende.

Hverdagen på plejehjemmet var naturligvis travl pga. mange beboere med komplekse problemstillinger samt mange administrative opgaver. På trods af dette observerede jeg en sygeplejerske, som altid formåede at kommunikere i øjenhøjde med beboerne, og som kunne huske samtlige beboere og deres livshistorier, fordi der var tid til at lytte og lære dem at kende. 

Døren til hendes kontor stod som regel åben, så både studerende, medarbejdere og beboere kunne kigge ind, men hun var sjældent at finde derinde, fordi hun deltog i dans, måltider eller personlig pleje til beboerne til trods for, at det ikke var hendes egentlige opgave. Hendes mission for plejehjemmet var, at beboerne fik gode oplevelser hver eneste dag, også selvom de demente beboere havde glemt dem igen, inden dagen var omme. 

Hos en terminal beboer insisterede hun på, at man skulle gå på strømpefødder for at vise respekt og mindske unødig larm og forstyrrelser i vedkommendes sidste timer af livet. Hun udfordrede sågar mig og mine medstuderende ved at opfordre os til at gå med en voksenble i nogle timer, for at vi bedre kunne sætte os ind i, hvordan det opleves for størstedelen af beboerne på plejehjemmet. 

Undervejs i min praktik følte jeg af og til frustration over, at jeg ikke tilegnede mig praktiske færdigheder som f.eks. at anlægge et kateter. Jeg tilegnede mig imidlertid nogle vigtige værdier og en ny indsigt i sygepleje, som, jeg er overbevist om, er mindst lige så vigtige for, at jeg kan blive en god sygeplejerske. 

Når jeg fremadrettet møder en beboer på et plejehjem, en borger i hjemmesygeplejen eller en patient på et hospital, vil jeg huske, at der bag sygdom først og fremmest er et menneske, som skal mødes med respekt. Og mon jeg ikke lærer at anlægge et kateter en anden gang?  

Redigeret af Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning