Sammenhold skal få os gennem krigen

Den russiske invasion har sat det ukrainske sundhedssystem under et stort pres. WHO melder om flere end 200 angreb på sundhedsfaciliteter. Bombardementer og strømmen af sårede fortsætter ufortrødent hver dag, og det slider både mentalt og fysisk på landets sygeplejersker, der kæmper for at redde liv. 

Sygeplejersker fra hjertecentret på Ukraines største børnehospital Okhmatdyt i Kyiv benyttede den internationale sygeplejerskedag, den 12. maj, til at afholde en konference for at dele erfaringer og dermed ruste landets sygeplejersker bedre i en svær tid. 

“Vi diskuterede bl.a., hvad vi skal gøre ved et kemisk angreb eller atomangreb, men vi kiggede også på, hvordan vi bedre beskytter hinanden psykisk,” forklarer Inna Piddubna, der er oversygeplejerske på hjertecentret. 

Hun husker tydeligt invasionens begyndelse, og hvordan den satte alle under pres. Pludselig skulle kælderen gøres klar som beskyttelsesrum, da de mange små børn med hjerteproblemer og alt hospitalets udstyr skulle være klar til det værste. Det var et mareridt, siger Inna Piddubna. Mange læger og sygeplejersker flyttede ind på hospitalet og måtte operere de små patienter, mens bomberne og den konstante sirenelyd kunne høres ikke langt derfra.

“Vi er nødt til at dele den erfaring med hinanden, som vi har fået. Hvordan skal vi ellers sørge for at gøre alting mest optimalt og passe på os selv,” siger Inna Piddubna. Hun var en af arrangørerne af konferencen, hvor også den danske sygeplejerske og historiker Susanne Malchau Dietz bidrog med et virtuelt indlæg om Florence Nightingale. 

Eventyr beroliger børn

Kateryna Omelchenko, der er oversygeplejerske på børnehospitalet, fortæller, hvordan hun gik fra at være børnesygeplejerske til at behandle alle aldersgrupper og endda stå for rengøring, da bomberne begyndte at falde. Meget personale flygtede eller kunne ikke komme frem, og det efterlod et kæmpe hul. 

Det blev lukket af sygeplejerskerne. 

Kateryna Omelchenko husker, hvordan hun pludselig stod med en såret familie i starten af krigen. Nu var der brug for, at hun også tog sig af de voksne. Selv om hun godt vidste, hvad hun skulle gøre, så var det stadig noget andet og krævede omstilling.

“Jeg har lært, at det materielle er mindre vigtigt i mit arbejde, end jeg troede førhen. Det er samarbejdet, der er nøglen. Vi skal hjælpe hinanden, så går alting meget hurtigere, og så skal vi være bedre til at dele kram, kys og generel støtte ud til alle,” siger hun. 

“Jeg lærte også, at det er de mest mærkelige eventyr, som børnene allerede kender til, der er bedst til at få deres tanker et andet sted hen,” siger Kateryna Omelchenko. Hun noterede sig også, at den mindste frygt fra hendes side vil blive opfanget af alle omkring hende. Derfor er der ikke plads til at være bange, siger hun.