Studerende i praksis: ""Polee” på swahili betyder ”jeg er ked af det på dine vegne”

Her på mit 7. semester valgte jeg at rejse til Tanzania i fem uger. Inden rejsen havde jeg en forestilling om, at jeg højst sandsynligt kom til at stå i situationer, hvor jeg skulle gå på kompromis med min faglighed, min moralske sans eller endda mit grundlæggende menneskesyn. Men da jeg stod på akutafdelingen i Tanzania i en hvid kittel med sveden piblende og vægten fra en anden kultur, fik jeg en særlig oplevelse af at være sygeplejerske, fordi fagligheden er høj og patientkontakten essentiel, ofte med ordet ”polee” på swahili – som betyder, ”jeg er ked af det på dine vegne”. 

Jeg havde udøvet sygepleje til mange patienter, men især to patienter rørte mig. På akutafdelingen kunne jeg fornemme den bikube­agtige travle stemning. Da jeg bevægede mig over mod menneskemylderet, lå der en ukontaktbar dreng i en rusten seng. Han var beskidt med sit hjemmelavede bælte af bananblade og bar sandaler lavet af rester af bildæk. Han var blevet kørt ned, da han plukkede græs til sine køer i rabatten og havde pådraget sig et alvorligt benbrud. 

Da jeg gik hjem den dag i bagende hede på den støvede vej, kom jeg til at reflektere over mig selv: Det gjorde mig ondt, og jeg havde ukontrolleret omsorg for denne dreng, og hvorfor? Mine tanker kredsede om, hvordan hans liv nu kom til at se ud og fremtiden for det lille menneske. Men det var som om, uden at vide det, at der var meget mere på spil for denne dreng, og jeg tænkte, om jeg mon er med til at holde forestillingen i live om det forfærdelige fattige liv. 

Hvis denne drengs indtægt er at passe køer, kan det have fatale konsekvenser. På den tid benet skal hele, kan han nå at miste sit levebrød og dermed sin fremtidige indtægt, som formentlig rammer hele familien. Så for mig var det ikke benet, der var det hårde, men den viden jeg havde fået om landet og dets vilkår gennem den lokal familie, jeg boede hos. 

Den anden patient, der gjorde indtryk på mig, var på fødeafdelingen. En ung kvinde var i fødsel allerede i uge 27. Da barnet blev født, var den lille livløs, slap og blå, og brystet hævede sig ikke en millimeter. Barnet blev lynhurtigt båret ud i et rum, hvor genoplivningen skulle foregå. Barnet blev ventileret manuelt af en mikroskopisk maske. Jeg tog mig selv i at stå med foldede hænder over næse og mund dér i det 6 kvm store rum og håbede, at det lille menneske ville tage sit første åndedrag. 

Efter fire intense minutter med ventilering og hjertemassage med én pegefinger, kom det første lille knirk. Jeg kunne endelig lade mine hænder falde. Dem omkring mig smilede og havde et indforstået blik: Vi har reddet dette liv. 

Det er oplevelser, der minder mig om, hvor vigtig sygeplejerske­uddannelsen, som jeg færdiggør om få måneder, er. 

Redigeret af Maj Siercke, cand.cur., fagredaktør, Sygeplejersken og Fag&Forskning