Sygeplejersken
Anmeldelser
I dette nummer af Sygeplejersken anmeldes følgende bøger: 'Etik i sygeplejen. Grundbog i teori og praksis', 'Du kan alt. Bind 1 og 2', 'Dem vi ikke taler nok om', 'Sår og sårbehandling - en grundbog i sygeplejen' samt 'Simulationsbaserede undervisningsmetoder - fra teori til praksis'.
Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 44-47
Bliv skarp på etiske problemstillinger
Om ondskab og dens mange udtryk
Sygt sisyfosarbejde i jobcenteret
Klog på sår og sårbehandling
Inspirerende simulationsmetoder
Medlemmer af HjernetumorForeningen
Hjernetumorfortællinger - Når livet slår knuder
HjernetumorForeningen 2022, 308 sider - 249 kr.
Antologien indeholder 23 personlige livsfortællinger skrevet af hjernetumorramte og pårørende med bidrag af kræftlæge, neurokirurg, neuropsykolog og formanden for HjernetumorForeningen, med forord af Jakob Birkler. De vigtige fortællinger fører os ind i den del af livet med en hjernetumor, som fagbøgerne eller journalerne ikke giver svar på. Fra diagnosen stilles, til operationer udføres og den efterfølgende strålebehandling. Lyst, kampstyrke og kærlighed i mørket fra hospitalet og hjemme. Den handler om at miste og at leve videre med en hjerneskade. Fortællingerne kan starte vigtige og svære samtaler. Sundhedsprofessionelle kan i den grad blive klogere på, hvordan de kan gøre en forskel for patienter og pårørende.
Ditte Brøndum
Nej, det er ikke bare dig. En debatbog om psykosocialt arbejdsmiljø
Frydenlund 2022, 208 sider - 269 kr.
”Følelsen af panik skyllede gennem min krop, og jeg ringede til min far: Jeg står i Nyborg. Jeg kan ikke tage på arbejde i morgen. Jeg kan ikke trække vejret. Mandag morgen ringede jeg til min chef, og sagde at jeg var syg”. Sådan starter bogen, som handler om stress. Hver syvende unge sygeplejerske går ned med stress, hver tredje socialrådgiver er stresset, og antallet af pædagoger med stresssymptomer er steget på 50 pct. på fire år. Forfatteren, som er socialrådgiver, har gennem samtaler med førende fagfolk på området forsøgt at finde svar på, hvordan vi undgår, at folk bliver syge af at gå på arbejde. Ambitionen er er at sætte nye standarder for, hvordan vi kan løse de psykosociale arbejdsmiljøproblemer med udgangspunkt i egen stressramte historie.
Anna Kløvedal
Om at sørge - En bog for begyndere
Frydenlund 2022, 103 sider - 199 kr.
Forfatteren Anna Kløvedal mistede i 2004 sit eneste barn, der 15 år gammel døde af leukæmi. I den situation er det nærmest umuligt at give gode råd til personen, som er i sorg. Alligevel er der en række erfaringer, som forfatteren gerne vil give videre. Bogen er tiltænkt som en brugsbog, der kan være med til at hjælpe den som mister med at være i sorgen og leve videre med sorgen. Bogen er derfor bevidst kortfattet, fordi man som sorgramt ikke har overskud til ret meget, hvor trætheden fylder, og koncentrationen svigter. Den handler derfor næstekærligt om konkrete sider af at være til i livet med sorg og savn, og ikke hvad eksperter, psykologer og forskere kan beskrive langt mere konkret.