Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Det offentlige korthus kan kollapse

Den offentlige sektor minder på visse områder om finanssektoren op til finanskrisen. Det er budskabet i bogen ’Giftig gæld og udpint velfærd’ af lektor Susanne Ekman.

Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 11

Af:

Jakob Lundsteen, journalist

Giftig gæld og udpint velfærdDen offentlige sektor – og ikke mindst sundhedsvæsenet – rummer kimen til et decideret kollaps. Det mener lektor Susanne Ekman. I sin bog 'Giftig gæld og udpint velfærd', der udkom i slutningen maj, sammenligner hun den offentlige sektor med fejlstyringen af finanssektoren op til finanskrisen. Ved hjælp af et væld interviews, konkrete eksempler og tidligere undersøgelser, stiller hun en dyster diagnose:

”Først og fremmest er der et gigantisk misforhold mellem de løfter politikerne har givet til borgerne og de reelle ressourcer. Denne politiske overbudspolitik skaber, hvad jeg kalder en giftig gæld, der ruller rundt i systemet i form af f.eks. ekstravagter.”

Susanne Ekman understreger, at den offentlige sektor mange steder fungerer fint, men signalerne er grundlæggende alarmerende og har stået på i lang tid, bl.a. i form af stigende antal stresstilfælde og mangel på sygeplejersker. 

Før finanskrisen blev ledere belønnet for uansvarlig adfærd, og det førte til en enorm mængde af lån til folk, der ikke kunne betale tilbage.  

”En lignende adfærd og skabelse af gæld kan man også se i sundhedsvæsnet for at tage den del af den offentlige sektor. Giftig gæld opstår, når forholdet mellem ressourcer og de løfter, der bliver afgivet til borgerne, har afkoblet sig fuldstændig fra hinanden. Og det i en grad så man hele tiden ruller byrden videre i systemet.”

For sygeplejersker betyder det ofte større arbejdsintensitet og ekstravagter. 

”Sygeplejerskestrejken var bl.a. et udslag af for mange runder af gældsrulning, hvor byrden er landet hos dem. Og hvor det har været umuligt at trænge igennem med, at ”gælden” har hobet sig op i et omfang, der næsten ikke er til at være i. Når de officielt allokerede ressourcer ikke kan indfri forventninger hos borgere og patienter. Derfor begynder man f.eks. at bede medarbejderne om at arbejde mere og tage flere vagter osv. Så medarbejderen både ender med at arbejde mere tidsmæssigt end de egentlig skal og også meget mere intensivt,” siger Susanne Ekman.

Og dit bud på en løsning?
”Der skal prioriteres. Man er nødt til at skære på hele det maskineri, der er sat i verden for at facilitere optimering.  Det vil sige at skære ned på de uendelige kaskader af forandringstiltag, hvor man tror man kan høste en masse ressourcer ved en ny terminologi eller et nyt program.”

Susanne Ekman peger også pilen mod borgernes forventninger:

”Jeg tror man må skære ned på ambitionen om at skræddersy og individualisere tilbuddene til borgerne. Den enorme logistik og kommunikation, der følger med, står ikke mål med ressourcerne, der er til stede og de behov man opfylder.”