Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: "Jeg elsker mit job trods spoleret jul"

I 25 år har Christina Langaa Kryl arbejdet i julen. På trods af spolerede juledage og utallige weekendvagter, holder hun fast i "verdens fedeste speciale" på neonatal-afdelingen. Men det kræver, at hun arbejder på deltid.

Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 17

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

sy7-2022_hoert_christina-langaa-kryl

ikon-hoert“Det er livgivende.”

Så kort kan det siges, når Christina Langaa Kryl forklarer, hvorfor hun har valgt at blive i sit job som sygeplejerske på neonatalafdelingen på Holbæk Sygehus, selv om hun de sidste 25 år har arbejdet hver anden weekend og ikke haft fri en eneste jul. Hun har for nylig udtalt sig om det i en artikel i B.T., hvor hun uddyber, hvorfor hun hænger i – i en tid, hvor mange sygeplejersker gør det modsatte, nemlig flygter fra hospitalerne og fra faget.

“Neonatologien er et lille speciale, hvor man skal vide utrolig meget. Jeg kan godt lide afvekslingen i arbejdsdagen. Vi har både de superdårlige børn, hvor der er run på, og man skal løbe meget stærkt. F.eks. når et barn skal lægges i CPAP eller akut i respirator og derfor skal videre til Rigshospitalet. Og så har vi de rolige samtaler med forældrene, der både er angste og glade. Vi kommer meget tæt på både forældre og det nyfødte barn. Og det er spændende,” siger Christina Langaa Kryl.

De første tre år som sygeplejerske arbej-dede hun på Medi-cinsk Afdeling på Holbæk Sygehus, men de sidste 22 år har hun været på neo-
natalafdelingen. Ligesom 22 ud af de ca. 25 ansatte på afdelingen er hun på deltid for at kunne holde til jobbet med skiftende vagter og stort arbejdspres. Alligevel kan hun kan ikke forestille sig at arbejde andre steder. 

“Jeg ville savne den daglige kontakt med de indlagte børn og deres forældre. Og jeg er ikke klar til at være et roligere sted, hvor der er mere tid til nusseri. Jeg kan godt lide det intensive,” siger hun.

Belastet krop, men nul kompromis

I modsætning til mange andre steder har afdelingen det antal sygeplejersker, de skal være. Når de har travlt, skyldes det oftest, at der pludselig er mange dårlige børn. Men selv om de er godt dækket ind personalemæssigt, arbejder Christina Langaa Kryl altid et par dage i julen.

“Julen er den tid, man allerhelst vil være sammen med familien. Det er da bestemt ikke sjovt, når jeg arbejder i dagene op til juleaften, får fri den 24. december om morgenen efter en lang nattevagt og skal hjem og holde jul, hvor hele familien kommer og så i aftenvagt igen den 26. december.”

Arbejdet i julen og de mange weekendvagter kan få hende til at vakle en anelse i sin ellers nok så faste beslutning om at blive i jobbet. Og de dage, hvor hun sover dårligt efter en nattevagt, bliver hun faktisk somme tider i tvivl om, om hun alligevel skulle finde et andet arbejde. Men som hun siger, så er hendes identitet at være “babysygeplejerske”:

“Jeg kan da godt kortvarigt tænke: “Jeg er 52 år nu – måske burde jeg tilbyde min krop et mere stabilt arbejde.” Men så skal jeg gå på kompromis med det, jeg brænder for – det intensive, de nyfødte og samarbejdet med forældrene. Jeg elsker mit job så meget, at jeg stadig er her. Jeg er bare i verdens fedeste speciale.”