Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Det er menneskeligt at blive bange

"Jeg ville gerne, at vi alle steder i vores velfærdssamfund kan hjælpe hinanden med at flytte fokus over på det, som er vigtigt. "

Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 19

Af:

Anna Stentebjerg, sygeplejerske, stud. Msc Public Health, SDU.

”Du er så pisse irriterende, og du suger energien ud af afdelingen. Du vælger de sværeste patienter i afdelingen.” 

Mit svar: ”Det er ikke sådan, det skal være, og det er ikke noget, jeg gør med vilje.”

”Nej, men du skal høre, hvad jeg siger: Også i dag er der kommet en klage på en patient, som har været her meget længe, og det er en klage kun på dig.” 

Jeg vidste, at den kollega, som lige havde talt sådan til mig, både var en dygtig, engageret og god sygeplejerske. Jeg vidste også, og jeg kunne mærke på min krop, at jeg tog afstand fra det. Helt uden at sige noget, så tog min krop den beslutning. 

Jeg blev grebet af gode kolleger og en hospitalspræst, og det gjorde forskellen for mig. 

At der var en kollega med et ekstra overskud i en travl hverdag, som satte sig roligt ned, trak en stol ud og sagde: ”Det passer ikke, og det er ikke rigtigt”, ”De kunne godt lide dig” og ”Den patient ville være skuffet, hvis ikke at du var kommet.” 

Det gjorde en forskel for mig, og det hjalp mig igennem det. Den dag var min kollega den sygeplejerske med et ekstra overskud i en travl hverdag. Overskud til sine patienter, pårørende og kolleger. 

Jeg ville gerne, at vi alle steder i vores velfærdssamfund kan hjælpe hinanden med at flytte fokus over på det, som er vigtigt. 

Næstekærlighed, fordi det gælder for hvert et menneske, som krydser vores vej. Det gælder også det menneske, som vi ikke bryder os om og dem, vi ikke synes har fortjent det. Jeg kan godt lide det, fordi vi sætter os selv i spil og viser evnen til at sætte os i andres sted. 

Jeg ved, hvordan jeg selv reagerer på vrede, hvordan jeg tager afstand fra det. I dag ville jeg reagere på samme måde og med samme afstand, men nok være i stand til at sige: ”Jeg bliver bange, når du taler sådan til mig.” 

Jeg får professionel hjælp, og det er jeg glad for.

Anna Stentebjerg er sygeplejerske og stud. Msc Public Health, SDU.