Sygeplejersken
Ny ledelse for SLS vil bygge videre på styrket fællesskab
Deltagere og delegerede fra Sygeplejestuderendes Landssammenslutning kunne endelig mødes til det første fysiske årsmøde siden august 2020. Her blev både valgt ny ledelse og debatteret bl.a. løn i studiejob og praktik.
Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 14
Af:
Maya Bille, journalist
Efter et par år, hvor corona har sat studiemiljø og organisationsarbejdet under pres, var det forløsende, da de delegerede fra SLS' lokale afdelinger og landsbestyrelsen kunne mødes til årsmøde i starten af juni.
45 sygeplejestuderende fra hele landet delte erfaringer og holdninger – de skulle sammen beslutte, hvordan Sygeplejestuderendes Landssammenslutning skal arbejde med indsatsområder om bl.a. fair løn i studiejob og et løft af praktikforløbene.
Valg af forpersoner
På årsmødet skulle de fremmødte også vælge forpersonskab, og mens Charlotte Gøtstad Sørensen blev genvalgt som forperson, var der udskiftning på næstforpersonsposten. Her blev Maja Laibjørn valgt ved tillidsvalg. Den nuværende næstforperson Bjarke Brandt står overfor at være nyuddannet sygeplejerske og kunne derfor ikke genopstille.
Charlotte Gøtstad Sørensen blev valgt ved tillidsvalg efter at have været forperson i fem måneder. Hun overtog posten, da den tidligere formand Julie Bjerg Jakobsen gik på barsel i december.
Sygeplejestuderendes Landssammenslutning har i det seneste år arbejdet målrettet for, at sygeplejestuderende bliver anerkendt for de kompetencer, de har med sig fra studiet, når de har et studiejob. På årsmødet gjorde de status over indsatsen – og besluttede en plan for, hvordan arbejdet kan fortsætte.
Det glæder forperson Charlotte Gøtstad Sørensen sig til at arbejde videre med:
”Vi fik en stor anerkendelse af, hvor langt vi er nået med vores arbejde for en fair løn i studierelevante jobs, da vi fik opbakning fra DSR’s kongres. Det skal vi selvfølgelig bygge videre på.