Nye tal for fleksibilitet: Mere, længere, ekstra

Jeg får sådan en klump i halsen, hver gang jeg hører, at sygeplejersker skal arbejde mere, give mere, være mere fleksible – for hvis der er nogen, der er fleksible og har været det i årevis, så er det sygeplejerskerne.”

Det siger FTR Susanne Irene Diener fra Aarhus Universitetshospital (AUH). Sammen med fre andre sygeplejersker fra hver deres afdeling på det store supersygehus er hun blevet sat i stævne af Sygeplejersken.

Til en samtale om hullede vagtplaner, overarbejde, ekstraarbejde og et sundhedsvæsen, der på mange måder kun hænger sammen takket været sygeplejerskers vilje til opofrelse. Og om stadig at være passioneret omkring sit fag, selvom rammerne for at udøve god sygepleje snævrer ind. 

Anledningen er hårde, konkrete data. På AUH har FTR’er i samarbejde med tillidsrepræsentanter for nylig gennemført en intern undersøgelse af sygeplejerskernes fleksibilitet. 

2.500 sygeplejersker fra 69 forskellige afdelinger deltog i undersøgelsen, der viste, at sygeplejerskerne på blot én uge sammenlagt udviste fleksibilitet for knap 3.752 timer. Af disse var 2.465 timer inden for overenskomstens rammer, imens de resterende var fordelt ud på frivilligt ekstraarbejde og FEA-vagter.

Fleksibilitet på autopilot

Det svarer til, at sygeplejerskerne i den ene uge udviste fleksibilitetstimer for omtrent 105 fuldtidsstillinger. FTR Susanne Irene Diener fortæller, at resultaterne af undersøgelsen ikke kommer bag på hende.

”Vi er bare fleksible på en sådan måde, at ledelseslagene ofte slet ikke opdager, at vi gør det. Vi kigger på vagtplanerne, vi ser hullerne, og så får vi dem dækket ind. Vi ordner det selv,” siger hun.

Egentlig skulle det have været slut med at bøje, vride og strække sig. Sådan lød det i hvert fald fra sygeplejersker landet over i kølvandet på sidste års strejke og regeringsindgreb, som efterlod mange med en følelse af svigt. Alligevel viser tallene, at en del er fortsat med at udvise både fleksibilitet og en vilje til at gå langt for at få vagtplanerne til at gå op.

Hvorfor?

”Jeg tror simpelthen bare, det er blevet så indgroet en del af sygeplejerskers arbejdskultur,” siger Irene Andersen efter et øjebliks eftertænksomhed. Hun arbejder på sengeafsnit på Afdeling for Mave- og Tarmkirurgi og er vant til, at hendes fleksibilitet er nødvendig for at sikre den daglige drift.

”Hvis jeg skal koordinere den kommende weekend, så kan jeg tage mig selv i at sidde allerede om onsdagen og tænke, ”det her kan altså godt blive et problem, men så kan jeg da lige tage en aftenvagt eller arbejde 12 timer i stedet for 8.” Det kører på autopilot, jeg kan nærmest ikke lade være,” siger hun.

Irene Andersen fortæller, at hun i sådanne situationer ofte selv vælger at arbejde mere og længere i stedet for at skulle bede andre sygeplejersker om at gøre det.

”Man ved, at man skal have fundet en løsning, og så er det nemmere, at jeg bare tager den i stedet for at skulle rundt til en masse kollegaer. Jeg behøver slet ikke gøre noget for at sætte de tanker i gang De er der altid,” siger hun.

”Hvis jeg møder ind om morgenen og hører, at én fra næste vagt er syg, så kan jeg lige så godt få taget stilling til med det samme, om dét, jeg havde planer om, når jeg fik fri, nu også var så vigtigt.”

 Lene Hvornum, der har sin daglige gang på Hoved- og Halskirurgisk Sengeafsnit, supplerer:

”Vi mangler lige én, der skal komme tilbage fra barsel, så er vi faktisk fuldt besat på min afdeling. Vi har ingen vakancer eller sygemeldinger, og vi har det generelt ”nemt” i forhold til så mange andre steder. Alligevel er der konstant uger, hvor vi må bytte rundt, dække ind og lægge puslespil for at få det til at fungere. Det er vildt, synes jeg.”

FEA-aftaler og ondt i maven

Imens størstedelen af sygeplejerskernes fleksibilitetstimer blev lagt inden for overenskomstens rammer, så blev cirka 37 pct. af timerne i undersøgelsen brugt på flexvagter. FEA-aftalerne har flere steder været udskældte, men på nogle afdelinger har de ekstra penge i lønningsposen stor betydning for vagtplanens sammenhængskraft.

Iben Hedegaard Rolfsen er TR og sygeplejerske på Afsnit for Mor og Barn. Hun fortæller, at den FEA-aftale, de har indgået på afdelingen, har gjort en mærkbar forskel.

”Vi var egentlig ikke helt vilde med tanken om FEA. Flere følte, at det var usolidarisk at indgå sådan en aftale oven på strejken. Vi gjorde det alligevel, fordi vi er en afdeling, hvor der har været en enorm udskiftning. Vi har rigtigt mange nye, og vi har mistet rigtig mange af vores erfarne sygeplejersker. Når det sker, så begynder tingene at falde fra hinanden,” forklarer hun.

”Vi blev nødt til at finde en løsning, for de gravide, der skal indlægges efter fødslen, kommer uanset hvad – og her betyder det noget for vagtplanen, at sygeplejerskerne føler, de bliver honoreret ordentligt for deres indsats. Når det så er sagt, så har mine kollegaer generelt været enormt gode til at byde ind og tage alt, hvad de kan, for der er ikke andre til at gøre det,” siger Iben Hedegaard Rolfsen.

De andre ved bordet nikker. De ved alle, hvordan det føles, når der er mangel på erfarne hænder og kun grønne sygeplejersker at tage af.

”Man ved jo, hvordan det er selv at stå i en vagt, hvor der ikke er nok folk eller kun nye på arbejde,” supplerer Lene Hvornum. 

”Det er en forfærdelig følelse, og det er ikke noget, man har lyst til at udsætte sine kollegaer for. Nogle gange er jeg gået hjem med ondt i maven, fordi jeg ved, at hende den nyuddannede, jeg har efterladt alene i aftenvagten sammen med en assistent, overhovedet ikke er tryg ved at stå med det hele alene – men der er simpelthen bare ikke andre,” siger hun.

Caption 

Sygeplejerskerne er enige. Der er også gode ting ved fleksibilitet, så længe hensynet blot går begge veje. ”Vi kan f.eks. arbejde i max. en uge og på den måde optjene ekstra dage til en lidt længere friperiode,” siger Grith Møller.

Attribution 

Foto: Mikkel Berg Pedersen

Ikke mit ansvar – men mit problem

Grith Møller er mangeårig sygeplejerske på børneafdelingen, i dag Børn og Unge 1. Hun peger også på det vanskelige dilemma, der uundgåeligt opstår, når man på den ene side er fleksibel, pligtopfyldende og villig til at gøre en ekstra indsats, men på den anden side udfordres af besparelser, for lidt tid, for få erfarne hoveder og snævre vilkår, som allerede er blevet udstukket ovenfra.

”Hvad gør jeg lige, når der fortrinsvis er nyansatte på arbejde. og ingen føler sig klar til at være ansvarshavende? Bliver jeg og arbejder ekstra – igen – eller siger jeg, ”det er sådan, det er, det har andre besluttet,” og går hjem? Det er jo egentlig ikke mit ansvar, men det bliver uundgåeligt mit problem. Det er enormt svært,” siger hun.

Irene Andersen har samme følelse.

”Jeg ved jo godt, at det ikke er mit ansvar, når vagtplanen ikke går op, eller tingene er ved at falde fra hinanden, men jeg synes godt nok, det er svært. Jeg har været i min afdeling i mange år, og jeg var der også, da tiderne var gode. Jeg kan ikke bare være ligeglad. Jeg tænker da også, at hvis jeg en dag kører hjem og rent faktisk er 100 pct. ligeglad med, hvad der sker, efter jeg har fået fri, så er det måske på tide, at jeg finder noget andet at lave,” siger hun.

Verdens bedste fag – når det lykkes

Men det er der umiddelbart ingen af sygeplejerskerne, der for alvor overvejer endnu – altså at finde noget andet at lave. Den grundlæggende kærlighed til faget er stadig stor, og når dagen har været god, så har den som regel været rigtig god.

”Jeg tror, jeg roligt kan tale for alle ved bordet, når jeg siger, at ingen af os blev sygeplejersker for pengenes skyld. Vi blev det, fordi det var dét, vi gerne ville – jeg vil gerne hjælpe patienterne, og det giver mig en kæmpe tilfredsstillelse, når jeg føler, at jeg kan dét,” siger Lene Hvornum.

”Jeg synes jo stadig, at sygepleje er verdens bedste fag. Det er grundlæggende meningsfuldt, spændende, udfordrende og tilfredsstillende, når det hele lykkes,” tilføjer Irene Andersen. 

”Derfor har jeg det også ambivalent med, at vi taler så meget om de dårlige ting, for der er stadig meget godt ved at være sygeplejerske – men vi kan heller ikke bare feje det dårlige ind under gulvtæppet, vel?”