Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: "Jeg overvejede at arbejde på en tankstation"

"Jeg har travlt. Men på den gode måde. Og jeg elsker, at jeg er med til at give beboerne livskvalitet. Det er noget af det, jeg har manglet."

Sygeplejersken 2022 nr. 7, s. 66

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

sy7-2022_skiftedag_soes-schmidt
Søs Schmidt,  28 år

Nyt job: Februar 2022, botilbuddet Tangkær Huntington i Ørsted, hvor hun er med til at styrke livskvaliteten og sundheden hos beboerne med Huntingtons Sygdom.
Kom fra: Godt et år på Medicinsk Sengeafsnit C, Regionshospitalet Randers. Før det bl.a. to måneder i hjemmeplejen i Trondheim, Norge.

“Det er for godt til at være sandt! Sådan tænkte jeg, da jeg så stillingen. For den indebar mange af de hovedaspekter, jeg manglede. Jeg er nu på en lille afdeling, hvor der er tid til mennesket bag sygdommen og ikke kun sygdommen. 

Jeg kommer fra en sengeafdeling, hvor patienterne i gennemsnit er indlagt i tre dage, og så er de videre. Det gik hurtigt, og der var ikke tid til den omsorg og det nærvær, som både faget og jeg prioriterer meget højt. Så jeg måtte gå på kompromis med vigtige værdier. Og det mærkede jeg på egen krop. 

Det endte i en sygemelding fra august til januar. Og her kom jeg ind i en fase, hvor jeg mistede modet og tænkte, at jeg måske slet ikke kunne være sygeplejerske igen. Jeg gjorde op med mig selv, at enten skulle jeg noget helt andet som at stå på en tank eller arbejde i en tøjbutik, eller også skulle jeg finde en anden vej inden for faget end hjemmeplejen og hospitalet. Og så en dag dukkede den her stilling op.

Tangkær er et botilbud for voksne med komplekse og svære psykiske lidelser, og jeg er på Huntington-afdelingen. Beboerne her har typisk motoriske symptomer, personligheds- og adfærdsændringer og kognitive svækkelser. I mit arbejde tager jeg mig f.eks. af deres medicin, står for kontakt til læge og sygehus og yder sårpleje. For de får en del skrammer pga. deres ufrivillige bevægelser. Jeg følger deres udvikling og støtter dem, f.eks. ift. om det er en god idé at bruge alle deres penge på én gang i supermarkedet, eller om det er okay at sidde med sko oppe i møblerne i fællesstuen. Det er en etisk balance. For vi skal hjælpe dem, men ikke fjerne deres selvbestemmelse.

Vi er et af de ledende centre i Danmark og det eneste regionale tilbud, så vi er med til at videndele og udbrede kendskabet til sygdommen til andre regioner og samarbejder med centre i Europa. 

Der er konferencer, og det bliver spændende at være en del af den udvikling. Jeg var faktisk lidt bekymret for, om min faglighed ville dale, for mit arbejde tager nu udgangspunkt i én specifik sygdom. Men jeg har fundet ud af, hvor stort et ansvar jeg har. F.eks. har samtlige beboer haft corona, og her skulle vi både lytte på lunger, sørge for at de fik nok at drikke og meget mere. Det stikker dybere, end man lige umiddelbart tror. 

Jeg har travlt. Men på den gode måde. Og jeg elsker, at jeg er med til at give beboerne livskvalitet. Det er noget af det, jeg har manglet. 

Hver tirsdag er vi til svømning. Når de kommer i vandet, forsvinder deres ufrivillige bevægelser. De falder helt til ro, og her mærker man, at man gør en forskel i andres liv. Det var jo derfor, jeg valgte at blive sygeplejerske. Så jeg er rigtig glad for mit jobskifte.

Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet, at jeg så hurtigt ville blive glad for faget, beboerne og kollegerne. Men det her job har fornyet min energi til faget.” 

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk Som medlem kan du booke tid til personlig sparring om jobsøgning, efter- og videre-uddannelse eller karriere-muligheder.

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere