Studerende i praksis: "I det øjeblik de siger, at han er død, ved jeg med det samme, hvem det er"

Klokken er 6.58 mandag morgen. Jeg når knapt at sætte mig foran en ledig computer, inden jeg hører ordene: ”Jamen, han døde jo her i weekenden.” 

Uden kontekst og uden navn ved jeg med det samme, hvem der bliver omtalt. 

”De har renset stuen,” siger den ene. Han er et menneske, tænker jeg. 

”Hold da op en omgang,” siger den anden. Han havde en familie, der ventede på ham derhjemme, tænker jeg. 

”Jamen, hun skreg, så hele afdelingen kunne høre det,” siger den tredje. Hun har mistet sit livs kærlighed, ved jeg.  

Når jeg hører mine klinik-kollegaer omtale en patient, som er afgået ved døden, kan det være barskt. Mange ord lyder alt for kliniske i en ny studerendes øre, hvis erfaring om døden omhandler Hollywood-film, en 90-årig morfar og et kæledyr, der døde for seks år siden. Javist, nogle af os har set en kær gå bort, men de fleste sygeplejerskestuderende har ikke hørt en patients død blive omtalt med sundhedsprofessionelle ord på personalekontoret. 

Den dag fik mine ører at høre, hvordan dette kunne lyde. Hjælper tanken om, at han var en ældre herre? Børn, børnebørn, et sommerhus i Sverige, en rosenbusk, han skulle hjem og klippe og en kærlig kone. Havde jeg kendt ham i blot to uger? Ja, to uger med livshistorier, personlig pleje og et smil på læben trods en tendens til at være ”grådlabil”, i hvert fald ifølge journalen. To uger, hvor han hver dag, indtil de sidste tre dage, havde troet, han ville komme hjem igen – sådan havde det lydt, da forløbet blev planlagt. 

Har jeg overhovedet lov til at blive påvirket af den her situation? Har jeg lov til at blive berørt? 

Det sidste billede på nethinden er et forpint ansigt og en patienttrøje beskidt af bræk, efter de fem gange forgæves forsøg på at lægge en sonde ned gennem spiserøret på ham. Er det ham et værdigt billede? Er det for nogen et værdigt billede? Tårer, blod, bræk, sved. Frygt. Det er det sidste billede, jeg har i mit sind af dette menneske. 

Det er et realistisk billede. Et groft og hårdt billede, som mange sundhedsprofessionelle ser i løbet af en karriere, hvorefter de med et smil skal gå ind til den næste patient. Tilbage er der en ny patient, der skal indlægges, endnu en morgenrutine og endnu en vagt. Situationer som jeg skal vænne mig til, som jeg skal forvente, og som jeg må gøre mit bedste for ikke at tage med hjem. 

Jeg tænker også, at min værdighed til mig selv og mine patienter må bevares ved at fastholde et sprog, som ikke er upersonligt og mekanisk og på den måde påvirker mine omgivelser, mine vejledere og mine kommende kolleger i de situationer, hvor det ikke føles okay. Døden bør håndteres med værdighed, og det skal vi holde fast i, uanset hvad vi som studerende oplever. Det er jo os, der sidder med den i fremtiden. 

Laura Amalie Ohmann Nielsen er sygeplejestuderende på 2. semester, UC Diakonissestiftelsen