Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Alletiders Praktiske Netværk

Der blev talt om fagidentitet og fremtidigt virksomhedsområde, da landets APN-sygeplejersker mødtes en onsdag i juni. Målet var at formulere et formål for gruppen. Og det lykkedes, fortæller tovholderen bag netværksmødet, Signe Skov.

Sygeplejersken 2022 nr. 8

Af:

Diana Mammen, journalist

sy8-2022_apn-netvaerk

Sparring, sammenhold, kompetencer. Der kom hurtigt mange ord på tavlen, da 29 APN-sygeplejersker var samlet i Kvæsthuset i København. Baggrunden for mødet var at danne et netværk for de sygeplejersker i Danmark, der har fået tildelt titlen APN efter at have gennemført kandidatuddannelsen i avanceret klinisk sygepleje. 

”Jeg kan mærke en kæmpe gnist blandt deltagerne, for vi brænder alle for vores speciale, som virkelig kan bidrage med noget i vores sundhedsvæsen. Gnisten skal vi holde liv i efter dagens møde,” siger Signe Skov, som er formand i det nye netværk af APN-sygeplejersker. 

”Vi er en gruppe, som kan være med til at stille skarpt på de problematikker, der er i sundhedsvæsenet. Vi er uddannet til at tænke kvalitetsudvikling og forbedring. Vi har metoderne til at implementere ændringer af arbejdsgange og kompetencerne til at lave helhedsvurderinger af patienterne. Vi arbejder også med borgerforløb og med sparring af personalet. Og vigtigst af alt, så er vi praksisnære. Vi sidder ikke på et kontor, vi er ude og indsamle vores erfaringer,” siger Signe Skov, der forklarer, at selvom det er bevist, at det er omkostningseffektivt at ansætte APN’er, så skal der stadig banes vej for den nye gruppe sygeplejersker.

Ikke bare lige

”Vi skal have italesat, hvad vores fagidentitet er, og hvad vi præcist kan bidrage til, så det er nemmere at referere til, når man eksempelvis taler med ledelse om ansættelse. For vi er en helt ny spiller i sundhedsvæsenet, og derfor er det ikke nemt, for ingen har haft vores stillinger før. Vi skal tale et politisk sprog for at gøre det klart, hvorfor det giver mening at ansætte os,” siger Signe Skov.

Som sygeplejerske kan man synes, man møder de samme problemstillinger igen og igen. Der kan APN-sygeplejersken rykke ved noget, forklarer Signe Skov, som qua hendes uddannelse kan lave en top-til-tå-undersøgelse. 

”Den tager både udgangspunkt i patientens fysiske tilstand, men også i data omkring deres sociale tilstand. Vi har et holistisk syn på patienten, og det gør en stor forskel, der er med til at højne kvaliteten i sundhedsvæsenet,” fortæller APN-sygeplejersken om nogle af plusserne ved hendes speciale. 

Et netværk at sparre med 

I Aalborg Kommune er der fire APN-sygeplejersker ansat. En af dem er Signe Skov, som ser det som en styrke at have ligesindede at kunne sparre med. 

”Fællesskabet gør, at vi sammen kan udvikle os. Men den mulighed skal mine APN-kollegaer også have i andre kommuner, og derfor er det her netværk så vigtigt at få stablet på benene,” siger hun, og fortæller, at der efter onsdagens møde skal arbejdes videre med det formål, som i plenum blev formuleret og lød således:

”Synliggøre APN-specialet for at skabe stærk fagidentitet og politisk bevågenhed.”