Hørt: Balancegangen mellem at leve og dø

Når patienterne naturligt stopper med at spise og drikke, så ved hospice-­sygeplejerske Maiken Gjerding, at døden nærmer sig. Alligevel er der flere patienter på hospice, der bliver ved med at få kunstig ernæring som eksempelvis sondemad, fordi det er den mulighed, der indtil nu har holdt dem i live, fortæller hun i et interview til Jydske Vestkysten.

”Ved kunstig ernæring oplever vi, at det ikke er appetitten, der bestemmer, hvor meget der spises, men hvad der er ordineret. Nogle patienter bliver dårlige, fordi kroppen ikke selv får lov til at bestemme. I de tilfælde siger vi: Du har mulighed for selv at vælge om og hvor meget mad, du har lyst til, så kan vi se, om du får det bedre,” forklarer Maiken Gjerding.

Som sygeplejerske på Hospice Sønderjylland møder hun både patienter, for hvem døden er uomgængelig, men også patienter, som skal have ro på efter at have været hospitalsindlagt, eller som kommer til rehabilitering med henblik på de symptomer, de har. Typisk på et tre ugers ophold, fortæller Maiken Gjerding om det faktum, at 30 pct. af patienterne på de danske hospicer bliver udskrevet igen.

Snak om ja eller nej til sondemad

Derfor kan patienternes håb om at komme hjem kollidere med, at man taler med dem om ikke at få sondemad.

”Der er et håb forbundet med behandling, men det kan sagtens være, at patienten får det bedre af at få mindre mad. Så vores intention er at lade patienten bevare håbet om fortsat liv, og måske også få det bedre i det liv, der er tilbage,” fortæller Maiken Gjerding.

”Vi tager snakken med patienten i ro og fred om nødvendigheden af at få sonde. Jeg plejer at sætte det i perspektiv ved eksempelvis at spørge: Hvor meget har du lyst til at spise i dag? Hvis svaret er, at patienten ikke er sulten, jamen, hvorfor så give sonde?” spørger hospice-sygeplejersken.

”Det kan komme bag på patienten, at det er en mulighed at sige nej tak til et måltid via sonden. For mad er håb og liv. Men når de erfarer, at de kan få mad ved selv at vælge det til, så vil de hellere leve resten af deres dage sådan. For på den vis tvinges de ikke til at blive holdt i live med sondemad, men har selv truffet en beslutning om, hvordan deres sidste tid leves – ligegyldigt om døden er tæt på eller langt væk.”