Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Observation: De syngende sygeplejersker

Det mere end 20 år gamle sygeplejerskekor har gennem årene haft hundredvis af medlemmer, men tæller i dag omkring 40 personer.

Sygeplejersken 2022 nr. 8, s. 52-53

Af:

Michael Drost-Hansen, fotojournalist

Syngende sygeplejersker
Attribution 
Foto: Michael Drost-Hansen
’You give me fever’. Sopran, alt, “pipfugle” (1.-sopraner) og enkelt bas som bund fylder rummet i den lille kantine på VIA i Aarhus en torsdag aften i juni. 

Det mere end 20 år gamle sygeplejerskekor har gennem årene haft hundredvis af medlemmer, men tæller i dag omkring 40 personer. Sygeplejerskerne i koret er ikke skolede sangere, men de klør på, selv om udtryk som mezzoforte, piano og fine ikke ligger først for i ordforrådet. 

Denne juni-aften er 23 sygeplejersker samlet for at øve i kantinen. Studerende med eksaminer og sygeplejersker med skiftende vagter betyder, at koret sjældent er fuldtalligt. 

Nyansatte dirigent Freja Wetlesen Sibbern styrer tropperne med fast kærlig hånd, og det går rigtig fint, siger hun. 

Hun kan godt mærke, at sygeplejersker holder af ordentlighed, men må også erkende, at de godt kan lide at snakke vel rigeligt en gang imellem. 

Med i koret er sygeplejerske Janni Kristensen, som arbejder i ældreplejen. Hun synes, man bliver “glad i låget” af at synge i kor, men det er ikke kun sangen, hun kommer for. Hun bruger også koret som et fællesskab. 

“Vi står sammen, og vi hjælper hinanden,” siger hun. “Vi forstår hinanden, og vi har den samme empati og det samme menneskesyn.”

For korets enlige bas, Sebastian Kongskov Larsen, fylder det faglige fællesskab også meget. Han arbejder på Stroke-afsnittet på AUH, og koret giver en rigtig god mulighed for at høre lidt om, hvad der rører sig i faget og på andre arbejdspladser, fortæller han.