Studerende i praksis: "Patient ville fejre min sygeplejerskeuddannelse med kage til afdelingen"

Jeg er stolt. Sådan føler jeg i slutningen af mit 7. og sidste semester. Stolt af snart at være sygeplejerske. 

Dette mærker jeg på forskellig vis: Til dels ved snart at have gennemført en uddannelse, og med hvad det har bragt. Dernæst ved at reflektere over den udvikling, jeg har gennemgået; teoretisk og klinisk. Her fylder særligt den teoretiske udvikling, for er der noget, jeg har erfaret ved sygeplejeuddannelsen, så er det, at klinisk kunnen kræver høj faglighed. Dermed ikke sagt, at høj teoretisk kunnen er ensbetydende med høj klinisk ekspertise. Det er nemlig gennem min kliniske udvikling, at jeg er blevet styrket i bl.a. at observere, vurdere og prioritere i min sygepleje.

Sammen med følelsen af stolthed er der også en nervøsitet. En nervøsitet for ikke at være tilstrækkelig, for at stå med ansvaret og for miljøet. Nervøsiteten forbinder jeg ikke med noget negativt, eftersom den understøtter mig i min vished om, hvad sygepleje er for en størrelse. 

Ved siden af studiet arbejder jeg i psykiatrien på en åben sengeafdeling. Her oplevede jeg i min sidste vagt, at en patient ville fejre mig. Fejre mig, fordi jeg snart bliver færdig som sygeplejerske, hvilket patienten syntes, jeg bestemt egnede mig til. Større anerkendelse findes næsten ikke. 

Jeg bremsede patienten i at ville købe kage til hele afdelingen, på trods af at jeg med et smil anerkendte, at det var en god måde at kickstarte karrieren på. I stedet endte jeg med at lægge øre til, hvad patienterne tænkte om sygeplejersker: Dygtige, troværdige, omsorgsfulde, vejledende, støttende og bestemte. Sådanne udtalelser gør mig stolt. 

I 6. semester var jeg på en medicinsk afdeling. Her gik jeg med studerende på både 1. og 2. semester, som stillede nysgerrige spørgsmål til sygeplejens virksomhedsområde. Med disse studerende blev mit råd: Observér, hvad sygeplejersken laver. 

Herved blev kompleksiteten af sygeplejerskens opgaver hurtigt synlig: Fra medicinrum til stuegang til prøvetagning til tværfaglig samtale til koordinering af indlæggelser og til udskrivelser for blot at nævne nogle af arbejdsopgaverne. Jeg oplevede dette som en nem måde at synliggøre, hvor bred sygepleje er. 

Netop at italesætte hvad sygepleje er, vil jeg tage med mig ind i faget: Den faglige omsorg, den teoretiske kunnen, det ansvar som forventes taget, og som kan tages. Jeg vil bestræbe mig på at italesætte sygepleje med studerende i praktik og kommende kolleger. 

Jeg vil yderligere bestræbe mig på at italesætte sygepleje, når jeg ikke er på arbejde. For er der noget, der ikke må fortabes i debatten, så er det sygeplejen, dens omfang og ikke mindst dens vigtighed. For snart tre og et halvt år siden var det netop dét, der fik mig til at søge faget og starte min uddannelse. 

Samtidig er min egen udvikling i opfattelsen af sygepleje dét, der har fået mig til at gennemføre studiet med ønsket om at blive en dygtig sygeplejerske. Det gør mig stolt, og jeg glæder mig. 

Mette Marx Christensen er studerende på 7. semester, UCN Aalborg.