Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Markant forbedring af patientsikkerheden i fængsler

I løbet af de seneste år er det lykkedes at få etableret patientsikre arbejdsgange, tydelig ansvars- og kompetencefordeling, nye procedurer for journalføring og sikker medicinhåndtering i Kriminalforsorgens institutioner.

Sygeplejersken 2022 nr. 9, s. 15

Af:

Anne Witthøfft, journalist

sy9-2022_akt_faengsel

Der er sket en væsentlig forbedring af patientsikkerheden i landets fængsler og arresthuse siden 2019. Det konkluderer Styrelsen for Patientsikkerhed på baggrund af 65 sundhedsfaglige tilsyn.

Der er godt nyt til både indsatte, sygeplejersker og andre ansatte i landets fængsler og arresthuse.

I løbet af de seneste år er det nemlig lykkedes at få etableret patientsikre arbejdsgange, tydelig ansvars- og kompetencefordeling, nye procedurer for journalføring og sikker medicinhåndtering i Kriminalforsorgens institutioner.

Det fortæller overlæge Charlotte Hjort, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse.

Styrelsen for Patientsikkerhed konkluderer også, at der i dag er et tilfredsstillende patientsikkerhedsmæssigt niveau i forhold til varetagelsen af sundhedsfaglige opgaver. 

Det står i skarp modsætning til de forhold, som en række tilsyn afslørede tilbage i 2019 – og som Sygeplejersken beskrev i temaet ’Fængselssygepleje’ i nr. 2 i 2020 (https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2020-2). 

Dengang var der større eller kritiske problemer i forhold til patientsikkerheden med bl.a. medicinhåndtering og journalføring i flere af landets fængsler. Sidenhen har en række indsatser både nationalt og lokalt gjort, at;

  • personalets sundhedsfaglige opgaver er blevet præciseret. 
  • personalets kompetencer er blevet opkvalificeret. 
  • der er blevet udarbejdet og implementeret klare instrukser. 
  • der er blevet indført et elektronisk journalsystem.

Charlotte Hjort fra Styrelsen for Patientsikkerhed siger:

»Ledere og medarbejdere i Kriminalforsorgen har gjort et stort og vigtigt arbejde for at skabe patientsikre rammer for de sundhedsfaglige opgaver. De fine resultater skal nu fastholdes til gavn for de indsatte i fængslerne og de ansattes muligheder for at løfte de sundhedsfaglige opgaver.«