Skiftedag: "Jeg tør gå ind i det svære rum"

"Jeg havde brug for at få mere ro på. Jeg har arbejdet flere steder, hvor jeg har følt mig presset, hvor jeg ikke har haft tid til at gøre tingene færdig. Der kan også være travlt her, men jeg bliver ikke afbrudt. Der er kun Mads.

Mads har cerebral parese i sværeste grad, og det hele foregår i hans tempo ud fra den dagsorden, han og hans forældre sætter. Så der er masser af tid til fordybelse.

Og det var det, jeg søgte efter. Så da min kollega fortalte om Børnesygepleje, var jeg ikke i tvivl om, at det var noget for mig. Det passede godt til min livssituation og alder, hvor jeg gerne vil have mere ro på arbejdsfronten.

Jeg er fastansat, og vi er et team på syv sygeplejersker, der har 12 timers-vagter her hos Mads. Så jeg arbejder skiftevis to og tre dage om ugen. Før jeg startede, blev Mads akut syg og indlagt med palliativ behandling. Han blev udskrevet terminalt til hjemmet.

Han havde dog andre planer, og nu er han ikke terminal mere. Men han er multihandicappet, får epileptiske anfald, har ikke et sprog, får sondemad og hjælp til alt. Vi er den personlige plejer og sygeplejerske for ham, og han bliver overvåget hele tiden, for han skal have hjælp til skabe frie luftveje. 

Vi kommer i et hjem med fuld gang i familielivet, og hvis han har en god time, så er han hos familien - uden os. Vi er på hans værelse, hvor der er en god blanding af ilt, sug, plakater på væggene, lift og legetøj. Der er også et badeværelse tilknyttet.

Det er er vores sted, og vi træder ikke ind i privaten, medmindre vi bliver bedt om det. Det er dem, der ned i mindste detalje træffer beslutninger som, hvornår sondemaden skal øges, og om der skal gives medicin ved krampeanfald.

Det er et rigtig dejligt job, og Mads er en charmebøf, der sender de kærligste smil. Før jeg sendte en uopfordret ansøgning, overvejede jeg meget det her med, at jeg er alene uden kolleger. Dem møder jeg kun i 10 minutter ved vagtskiftet og kommunikerer med dem og cheferne på Teams eller over telefon. 

Der er ikke mulighed for at kalde på lægen eller en kollega længere nede ad gangen, når der er akutte situationer. Så jobbet kræver meget erfaring. Det er også en fordel, at vi er i et team af kompetente kolleger. Vi skal ikke lære nye op, som man skal på hospitalet, men kan bruge al vores tid på Mads.

Det nære har altid interesseret mig, så da jeg hørte, at han har været terminal, skræmte det mig ikke. Jeg har selv mistet min første mand for mange år siden og en datter. Hun var født handicappet og blev kun fem måneder. Så jeg har en naturlig tilgang til det palliative, et hjerte for det nære, og jeg tør gå ind i det rum, hvor det er svært at være.”