Studerende i praksis: Fra militær egensikring til sygeplejens omsorgstænkning

Den militære terminologi ”egensikring” er den cirkel på 360 grader rundt om mig selv, hvor jeg forenklet set skal have styr på mig selv og mine stumper. I en sygeplejefaglig kontekst vil det sige at være soigneret, overholde uniformsetikette, være forberedt til dagens undervisning eller klar på at løse dagens opgaver i klinikken. 

Jeg skal være opmærksom på ikke at gå på kompromis med mine kerneværdier, som jeg bl.a. har fået med fra min militære uddannelse: forståelsen for fællesskabet, loyalitet over for organisationen, værdighed, selvironi og hårdførhed.

Balancen mellem at gribe til intervention, modtage ordrer og bruge tid på at hjælpe andre frem for i stigende grad at være mere tilbageholdende og afventende skal læres. Kerneværdier bliver derved ikke kun noget individuelt, men også noget, der hører til professionsvalg. Det handler om, at jeg som menneske og mand skal kunne turde stå ved mig selv og være i stand til at sige fra, når andre overtræder mine grænser, men også når noget er ved at køre af sporet.

Jeg er nødt til hver dag at passe mig selv og være opmærksom på ikke at gå på kompromis med mine kerneværdier, for ellers ender jeg blot med at skulle skrabes op fra gulvet af en psykolog. 

Der, hvor jeg for alvor har lært den praktiske vigtighed af at passe på mig selv, er tiden i militæret, hvor jeg har haft glæden af at lære af erfarne mennesker med en udtalt grad af selverkendelse. Livserfaring og praksiserfaring kommer ikke af at læse en bog, men bl.a. af de fejl vi begår som mennesker. 

Militær praksislæring handler i høj grad om muskulær hukommelse, f.eks. hvordan et bål etableres i naturen, så det er begrænset, hvor meget det kan ses på 750 meters afstand. Muskulære hukommelsesprincipper i sygeplejestudiet kan f.eks. bruges i forhold til træning og anlæggelse af et blærekateter. Her kræver det noget andet og noget mere, nemlig akademisk viden om anatomi og fysiologi, mikrobiologi, hygiejne, forebyggelse af infektion, ergonomi og selve sygeplejens kerne: omsorg for patienten. 

I min første klinik oplevede jeg, i hvor høj grad patienter med apopleksi er ramt på egenomsorg. Det åbnede mine øjne for, hvor central en rolle hjernen spiller for kroppens funktioner, og hvor enorme mængder af ressourcer det kræver af hjælp fra andre. De mange brikker, der skal falde på plads, kræver ”forvirring på et højere niveau”, som én af mine undervisere italesatte det, hvilket i den grad opsummerer følelsen af at gå på 1. semester. 

Egenomsorg har været afgørende for ikke at droppe ud af forvirringen. En teoretisk struktur for at systematisere min egenomsorgstænkning har medført faglig og filosofisk fordybelse og givet stof til eftertanke, når jeg har set mennesker, som ikke har passet på sig selv. 

Alex Bülow er sygeplejestuderende på 1. semester, Sygeplejerskeuddannelsen KP Hillerød.