Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Skiftedag: "Min vurdering vægter højt"

"Vi har også meget tværfagligt samarbejde med læger, neuropsykologer og socialrådgivere samt forskere og primær sektor. Det har jeg savnet."

Sygeplejersken 2023 nr. 1, s. 66

Af:

Laura Elisabeth Lind, journalist

sy01-2023_skiftedag_jeanette-johansen
Jeanette Johansen, 38 år

Nyt job: November 2022, Hukommelsesklinikken på Rigshospitalet, hvor hun er med til at udrede og behandle mennesker med hukommelsessvigt. 
Kom fra: 2½ år som hjemmesygeplejerske i Gentofte Kommune.

“Det var sjovt at være i hjemmeplejen. Jeg kunne trække på min erfaring, og jeg havde supergode kolleger. Men jeg vidste lidt om meget og savnede at blive klogere på ét enkelt område.

Så da jeg så stillingen her, var jeg ret hurtig til at søge den. Den matchede tilmed også vores familieliv bedre, for vores datter er lige startet i skole. Før arbejdede jeg hver fjerde weekend og fik så nogle fridage i hverdagene. Men det har jeg ikke brug for nu, hvor hun går i skole. Det er federe at have fri, når hun har fri.

Det viste sig også, at jeg kunne få de perfekte arbejdstider. Stillingen var egentlig på 37 timer, men inden jeg startede, ringede jeg til min leder for at høre, om den kunne være på 34 timer med en mødetid kl. 8.30 i stedet for kl. 8. For min mand har skiftende arbejdstider, og jeg afleverer derfor for det meste vores datter i skolen om morgenen.

Det kan jeg lige nå nu, inden jeg cykler på arbejde. Så kan jeg hente, når jeg har fri. Det er luksus. Og så har jeg fået den samme løn som før. Normalt er man bedre lønnet i kommunen, men det var afgørende for mig, at lønnen var tilsvarende i mit nye job.

 Vi udreder og behandler patienter, der bliver henvist med hukommelsesproblematikker. Vi laver forundersøgelser i samarbejde med lægen, opfølgning og kontroller. Der er ikke en mirakelkur mod demens, men med rette behandling kan vi stabilisere symptomerne, og sammen med psykosociale tiltag kan vi forbedre livskvaliteten for patienterne. 

Min vurdering som sygeplejerske vægter højt i udredningsprocessen. Det er fedt, at blive lyttet til. Jeg er ved at opbygge min egen patientportefølje, for vi går op i kontinuitet for patienters, pårørendes og personalets skyld. Vi har også meget tværfagligt samarbejde med læger, neuropsykologer og socialrådgivere samt forskere og primær sektor. Det har jeg savnet.

Som studerende troede jeg, at jeg skulle være sygeplejerske på en akutmodtagelse eller arbejde med børn. Derfor var jeg i praktik på neurointensiv og faldt for det intensive speciale. Senere fik jeg så job på neonatalafdelingen. Men arbejdsvilkårene var ikke i top, og de skiftende vagter fungerede ikke med familielivet. Jeg var vild med specialet, og det var derfor med tungt hjerte, at jeg stoppede. 

Mange vil nok sige: “Hold da op, det er noget af en U-vending fra børn til ældre”. Men på neonatal var der stort fokus på forældresamarbejde, og i ældreområdet – både i hjemmeplejen og her i klinikken – er der stort fokus på pårørendesamarbejde. Så på den måde er det egentlig ikke et stort skifte. 

Jeg vil da ikke afvise, at jeg engang om 10 år vil udleve mine intensive drømme og søge job i neonatologien, når vores datter ikke gider sin mor mere på samme måde, som hun gør i dag. Men nu er jeg her. Det er et skønt job, og det er bare så fedt at dygtiggøre sig på ét område.

Jeg savnede virkelig at dykke ned i ét speciale og blive klogere på alle dets facetter. Her i Hukommelsesklinikken har jeg fået det hele: et spændende speciale, gode arbejdstider, gode arbejdsvilkår og skønne kollegaer.” 

Savner du inspiration til karrieren?

Hent råd og vejledning om karriere og jobsøgning på dsr.dk

Få inspiration til udvikling af dit arbejdsliv - læs mere om karrieremuligheder og om efter- og videreuddannelse på dsr.dk/job-og-karriere

Læs mere på dsr.dk/job-og-karriere