Sygeplejersken
Svære samtaler med pårørende sat i system
Forventningsafstemmende samtaler med pårørende har dæmpet konfliktniveauet og hævet tilfredsheden hos de pårørende på et nordjysk intensivafsnit.
Sygeplejersken 2023 nr. 1, s. 15
Af:
Andreas Rasmussen, journalist
Mens covid-19-restriktionerne var på deres højeste, blev en ung mand indlagt på Neurotraumeintensiv (NOTIA) på Aalborg Universitetshospital. Han var i starten af 20'erne og indlagt med et svært kranietraume.
Pga. restriktionerne var besøgstiderne begrænset, hvilket ledte til gentagne konflikter mellem patientens mor og sygeplejerskerne på afsnittet.
Men så indbød sygeplejerskerne hende til en samtale i forbindelse med et nyt pilotprojekt om systematisk brug af pårørendesamtaler
Charlotte Daugbjerg, som indtil for nylig var sygeplejerske med særlig klinisk funktion på NOTIA, stod i spidsen for pårørendesamtalerne. Hun gennemførte en såkaldt ”forventningsafstemmende samtale” med patientens mor.
“Moren fortalte mig, at hendes søn som nyfødt lå på neonatal, hvor hun også mødte begrænsninger for, hvor meget hun måtte se ham. Derfor følte hun, at hun igen skulle kæmpe for at se ham nu,” fortæller Charlotte Daugbjerg.
En empatisk omfavnelse
“Da moren senere blev interviewet for at evaluere pårørendesamtalen, sagde hun, at det havde været en 'empatisk omfavnelse'. Det viser, at samtalerne giver god mening,” fortæller Charlotte Daugbjerg.
Hun suppleres af Tina Seidelin Rasmussen, afsnitsledende sygeplejerske på NOTIA:
“De pårørende er i krise, så mange af dem har ændrede reaktionsmønstre. Derfor har vi efter pilotprojektet gjort det til en ledelsesmæssig prioritering, at der er sat tid af hver uge til at holde forventningsafstemmende samtaler med de pårørende. Vi vandt Patienternes Pris 2021 bl.a. pga. samtalerne.”
Hvis andre afdelinger vil gøre noget lignende, er inddragelse af hele sygeplejerskegruppen vigtig, siger Charlotte Daugbjerg:
“Det er kun en lille håndfuld sygeplejersker, der afholder selve samtalerne, men det er vigtigt, at
den patientansvarlige sygeplejerske også deltager og noterer udførligt i journalen, hvad der er aftalt, så
også resten af medarbejdergruppen er informeret.”