Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Anmeldelse: 'Med kroppen som gidsel'

Sygeplejersken 2023 nr. 10, s. 41

Af:

Inger Becker, specialsygeplejerske, psykoterapeut

60820527

Mia Bech Lichtenstein, Cecilie Hermanni, Hanne Miris Møller

Med kroppen som gidsel – Slip fri af spiseforstyrrelser og træningsafhængighed gennem trygge relationer

Paludans Forlag 2023, 282 sider – 234,95 kr.

Kan man blive kureret for en spiseforstyrrelse eller fri for træningsafhængighed gennem opbygning af trygge relationer? Ikke udelukkende, men for at opnå varig bedring skal der være fokus på følelsesmæssige behov og arbejdes med tilknytning og på at få stillet sulten efter tætte, trygge relationer.

Psykologens faglige beskrivelse af spiseforstyrrelse, træningsafhængighed og tilknytningsteori skaber – sammen med de personlige beretninger – et rørende billede af den smerte og angst, som følger med lidelsen.
Bogen giver et personligt indblik i de to medforfatteres behandlingsforløb og vej ud af følelsesmæssig sult, spiseforstyrrelse og træningsafhængighed.

Netop de meget ærlige beskrivelser er noget, som efterspørges hos patienter. At høre, hvordan andre er kommet fri af spiseforstyrrelsen eller træningsafhængigheden, er inspirerende og giver håb.

Baggrunden for udviklingen af spiseforstyrrelse eller træningsafhængighed tager udgangspunkt i tilknytningsteori. Der gives råd og vejledning om, hvordan man via arbejdet med relationer kan komme fri af en spiseforstyrrelse eller overtræning, og hvordan pårørende eller fagpersoner kan støtte.

Forfatterne gør tydeligt opmærksom på, at denne bog ”kun giver en brik i det samlede puslespil” og understreger, at læseren ikke skal føle sig forkert, hvis vedkommende ikke kan koble sig til alt, som står skrevet. Det er vigtigt, da det er komplekse sygdomme.

Der er mange forskellige faktorer, som har indflydelse på udvikling af og fastholdelse i disse lidelser, og således skal behandlingstilbud indrettes efter den enkelte patient og dennes behov.

Inger Becker, specialsygeplejerske, psykoterapeut og supervisor, Ambulatorium for spiseforstyrrelser, Børne og ungdomspsykiatrisk Afdeling, Aalborg.