Sygeplejersken
Dilemma: Skal jeg behandle en mand, når han signalerer, at han ikke vil?
En af Annas patienter er blevet dårligere, har svært ved at kommunikere og er begyndt at trække armen til sig, når han skal stikkes og i dialyse. Hvad gør Anna – holder mandens arm mod hans vilje, eller stopper behandlingen?
Sygeplejersken 2023 nr. 10, s. 46-47
Af:
Laura Elisabeth Lind, Journalist
Illustration: Andrea Ucini
Anna har været dialysesygeplejerske i 25 år, og hun har prøvet lidt af hvert. Men hun har aldrig stået i et dilemma som det, hun står i nu.
Et par gange om ugen kommer en mand på 70 år ind, som skal i dialyse i et behandlingsrum med 14 andre patienter. Han er kommet i dialyseklinikken i halvandet år. Han har sproglige, fysiologiske og kognitive udfordringer, og han taler et andet sprog, men han kan sige ja, nej og is på dansk. Hans hustru kan de kommunikere lidt bedre med, men som regel kommer han alene med Falck Sygetransport.
Han kan selv løfte sig fra kørestolen til sengen. Han bliver stukket i en arterie-vene-fistel i venstre arm, og han skriger ofte, når han bliver stukket. Men kontakten til ham er okay, og han har altid sagt tak bagefter, hvor han også har sagt ja til at få en is og en proteindrik.
Efterhånden som tiden er gået, er han blevet dårligere fysiologisk og kognitivt, og der er ikke samme kommunikation mere. Han kommer nu ind med ambulance på en båre, for han kan hverken gå eller stå, og han får sonde og ligger med lukkede øjne. Selve behandlingen er også blevet mere udfordrende:
“Vi er altid to sygeplejersker – en til at aflede og berolige ham og en til at behandle. Men han er begyndt at trække armen til sig og krøller sig sammen og ligger i fosterstilling. Han kan ikke længere selv sige ja eller nej til behandling,” fortæller Anna.
Hustruen vil meget gerne vil have, at han fortsat får behandlingen. Men det er grænseoverskridende og føles som et overgreb, når de med store anstrengelser folder armen ud og stikker ham. Det er ikke rart, og Anna er meget i tvivl om, hvad hun skal gøre.
“Er det ham, hustruen eller personalet, der har det sidste ord?” spørger Anna.
Hun og kollegerne synes, det er synd for ham, at han skal bruge sin sidste tid og energi på at komme i dialyse 2-3 gange ugen, når nu han viser tydelige tegn på, at han ikke har lyst til det. Er det ikke bedre, at han har den tid i trygge rammer derhjemme?
Anna tænker også, at hverken han eller samfundet får noget ud af behandlingen, der er meget dyr – også transporten. Men hun ved også, at han måske kan have flere måneder derhjemme.
Hustruen har da også et noget andet billede af mandens tilstand. Hun fortæller, at han har livskvalitet sammen med hende derhjemme.
Anna bliver derfor i tvivl om, om de nu også forstår hans signaler? Men med så mange års dialyse-erfaring kan hun med nogenlunde ro i maven sige, at når patienter ikke vil spise og samtidig trækker armen til sig, så ønsker de typisk ikke behandlingen længere. Men hvad nu, hvis hun tager fejl? Hvad bør Anna gøre?
Kommentar fra Sygeplejeetisk Råd
Vigtigt at få afklaret patientens ønske
Ifølge de sygeplejeetiske retningslinjer er det vigtigt at sikre, at patienten modtager og forstår den information, der er nødvendig for at træffe valg.
Den skal være tilpasset patientens ønsker, behov og livssituation. Det er vigtigt med god kommunikation til patient og pårørende, som måske har et andet syn på sundhed, sygdom og behandling.
Det er her nødvendigt at tilbyde samtaler med tolkebistand for at sikre et informeret samtykke til behandling, og at patientens værdier og tro respekteres.
Så inden der kan træffes en beslutning om, hvorvidt man skal holde patientens arm – måske mod hans vilje – eller stoppe behandlingen, bør det f.eks. drøftes, hvad den ændrede adfærd skyldes.
Taler parret med hinanden, og hvilken opfattelse har de af sygdom?
Er behandlingen udsigtsløs, og hvordan kan den sidste tid så blive mest værdig for patienten?
At patienten møder til behandling, kan signalere, at han ønsker behandling, eller måske føler han sig presset af ægtefællen?
Men han er også rolig, når hun er til stede, og måske utryg, når hun ikke er der.
Så det er vigtigt at få patientens ønsker afklaret.
På vegne af Det Sygeplejeetiske Råd, Lene Rosenly og Birgitte Ehlers.
Det endte hun med at gøre
Det ender hurtigt med, at Anna går til overlægen og får lægens ord på, at hun ikke behøver at behandle patienten, fordi hun er nødt til at anvende magt.
De sender ham derfor hjem igen de dage, hvor han stritter meget i mod.
Men konen vil ikke have, at han dør. Så hun er begyndt at tage med ham og holder hans arm, så Anna kan stikke ham.
Han gør, hvad konen siger, er roligere og gør mindre modstand, når hun er der.
Men Anna synes nu stadig, at behandlingen skal stoppe, så han kan få fred.
Det synes konen ikke.