Sygeplejersken
Forskeren fortæller: Sundhedsplejersker ny aktør i diabetesforebyggelse
Familier tager godt imod en intervention, som skal reducere risikoen for type 2-diabetes blandt kvinder, der har haft graviditetsdiabetes, fortæller Helle Terkildsen Maindal, der er forskningsleder på projektet.
Sygeplejersken 2023 nr. 10, s. 44-45
Af:
Ulla Abildtrup, Journalist
Cirka fem pct. af alle gravide udvikler graviditetsdiabetes ifølge de officielle tal. Men tallet bliver snart opjusteret til seks pct., og det er endda lavt sat i forhold til kriterierne i andre lande, siger sygeplejerske, master i folkesundhed og ph.d. i medicin Helle Terkildsen Maindal.
Hun er professor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, seniorforsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen og forskningsleder for projektet Face-it, som er målrettet familier, hvor moderen har haft graviditetsdiabetes:
”Et stigende antal kvinder får graviditetsdiabetes, og henved halvdelen af dem udvikler desværre type 2-diabetes 5-10 år efter, at de havde graviditetsdiabetes,” fortæller Helle Terkildsen Maindal og fortsætter:
”Forskningsprojektet Face-it er et forsøg på at forebygge eller udsætte nogle af tilfældene gennem en intervention målrettet hele familien. International forskning peger på, at bl.a. motion og gode kostvaner kan udsætte eller forhindre udviklingen af type 2-diabetes, og her er det vigtigt med hele familiens opbakning.”
Det familieorienterede forløb giver også god mening i forhold til familiens børn, da børn af mødre med tidligere graviditetsdiabetes har øget risiko for overvægt senere i livet. Partnere til kvinder med tidligere graviditetsdiabetes har desuden øget risiko for type 2-diabetes.
Hvad er Face-it?
Ca. 2.500 får hvert år graviditetsdiabetes. Der findes i dag ikke et forebyggende efterfødselstilbud til kvinderne, selvom ca. halvdelen senere udvikler type 2-diabetes.
Forskningsprojektet Face-it består i bl.a. flere besøg af sundhedsplejersken.
Projektet foregår i tre kommuner og slutter i år.
Sundhedsplejersken skal være informeret
I dag findes der ikke et systematisk efterfødselstilbud til kvinder med graviditetsdiabetes, men det burde der være, mener forskningslederen.
”Sundhedsvæsenet har velbeskrevne kliniske retningslinjer for behandlingen af kvinderne under graviditeten, men der er ingen retningslinjer for forebyggelse, efter at barnet er født. Kvinderne bliver groft sagt erklæret raske, når de rejser sig fra fødelejet, og det er jo ikke hele sandheden,” siger Helle Terkildsen Maindal.
Efter fødslen er anbefalingen ifølge Dansk Selskab for Almen Medicin, at kvinder med tidligere graviditetsdiabetes tilbydes tidlig opsporing for type 2-diabetes cirka én gang årligt, men i praksis er det den praktiserende læge, der vurderer hvornår og om, det skal foretages. Der er ingen anbefaling om egentlige forebyggende indsatser,” påpeger Helle Terkildsen Maindal.
”Kvinderne bør i højere grad informeres om risikoen for type 2-diabetes, som er en alvorlig sygdom, og hvad de kan gøre for at forebygge den,” siger hun.
Helle Terkildsen Maindal peger f.eks. på, at sundhedsplejersker ikke automatisk bliver informeret om, hvilke kvinder der har haft graviditetsdiabetes.
"I vores projekt er dette sat i system i tre deltagende kommuner, Aarhus, Odense og København, at sundhedsplejerskerne bliver orienteret,” fortæller hun.
Ekstra hjemmebesøg
Face-it giver familier, hvor moderen har haft graviditetsdiabetes, tre ekstra hjemmebesøg af sundhedsplejersken i barnets første leveår. Familierne får desuden en personlig sundhedsvejleder, som kan understøtte dem digitalt f.eks. om familiens mål om at spise sammen og få mere bevægelse ind i hverdagen.
De har også adgang til appen Liva, som er videreudviklet af Face-it med særligt fokus på at skabe sundheds- og handlekompetence. Her kan familierne sætte individuelle mål for deres hverdag.
I forbindelse med projektet har henved 15 sundhedsplejersker i de tre projektkommuner fået ekstra uddannelse. Tiltaget har vakt bred opmærksomhed, og Face-it-forskere underviser nu også på sundhedsplejerskeuddannelsen.
”Sundhedsplejerskerne får flere sundhedspædagogiske redskaber til dialogen med familierne om at forebygge type 2-diabetes,” fortæller Helle Terkildsen Maindal.
Projektgruppen har videreudviklet de to værktøjer Familiehjulet og sundhedsappen LIVA i tæt samarbejde med sundhedsplejen og familierne. Formålet er at øge familiernes motivation og handlekompetence i forhold til sunde vaner med udgangspunkt i familiens ressourcer.
Familiehjulet er et interaktivt dialogværktøj med seks temaer: Familie, venner og netværk, graviditetsdiabetes, rutiner i hverdagen, mad, måltider og bevægelse. Sundhedsplejersker bruger familiehjulet til at tale med familierne om realistiske muligheder for ændringer inden for hvert tema.
90 procent siger ja tak
Sundhedsplejerskernes arbejde er ikke altid helt nemt, da eksempelvis sunde madvaner og mere motion ikke altid står øverst på dagsordenen i familier med en nyfødt, erkender Helle Terkildsen Maindal.
”Det er et dilemmafyldt tidspunkt at tale om sundhedsfremme, for næsten hele familiens fokus er jo på barnet, og at få hverdagen til at hænge sammen med en lille ny i familien. Men der er stor opbakning blandt familierne til interventionen. Over 90 pct. har taget imod vores udvidede efterfødselstilbud, hvilket viser, at det giver mening for familierne, som jo ellers har så meget andet at se til i barnets første leveår,” siger hun.
Helle Terkildsen Maindal understreger, at sundhedsplejerskernes tilgang til familierne er vigtig:
”De taler med familierne om, hvad der giver mening for dem. Hvordan kan de få gode vaner med ind i den nye familie? For nogle giver det mening at have som mål at gå en lille tur med barnevognen hver dag, for andre kan målet være 10.000 skridt om dagen. Vi kommer med en ikke-dømmende tilgang,” siger hun.
I en forskningsartikel om projektet er en af sundhedsplejerskerne citeret for at sige: ”Jeg hører ofte mig selv sige til kvinderne, at de ikke skal føle, at de skal leve op til nogle bestemte forventninger. Jeg dømmer hende ikke, hvis hun ikke træner eller spiser sundt.”
Face-it blev igangsat i 2019 og slutter i år. Bag projektet står Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center København i samarbejde med en række andre partnere.
Helle Terkildsen Maindal
Sektionsleder og professor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet og senior-forsker ved Steno Diabetes Center Copenhagen.
Uddannet sygeplejerske, har master i folkesundhed og en ph.d. i medicin.
I sin forskning fokuserer hun dels på sundhedsfremme med målrettede indsatser som Face-it, dels på strukturelle ændringer som kapacitetsopbygning i f.eks. skoler eller lokalsamfund.