Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hørt: Vi skal have et transparent system

Janne Johannessen har fået nok af tung dokumentation i kommunerne. Hun efterlyser et system, der kan give bedre workflow, sund økonomi og mere tid til borgerne.

Sygeplejersken 2023 nr. 10, s. 13

Af:

Laura Elisabeth Lind, Journalist

60805165

Foto: Claus Bech

Vores tid skal primært gå med omsorg og sygepleje til borgerne. Ikke med at sidde foran computeren for at tilfredsstille myndighederne.”

Sådan lyder ordene fra sygeplejerske og stud.cur. APN Janne Johannessen, der for nylig har skrevet et debatindlæg i netmediet Sundhedsmonitor. Det handler om det kommunale dokumentationssystem Fælles Sprog III, der blev indført i årene fra 2017 og frem til 2020 og erstattede de tidligere Fælles Sprog I og II.

For som sygeplejerske i kommunal praksis siden 2010 er hun ofte stødt på udfordringer med systemet. Hun er nu ved at lægge sidste hånd på sit speciale på kandidatuddannelsen i sygepleje på Aarhus Universitetet, hvor hun undersøger den kommunale dokumentation. Resultaterne taler deres tydelige sprog:

Et bedre workflow
“Sundhedsprofessionelle oplever dokumentationssystemet som svært tilgængeligt, vildledende og ikke-intuitivt. For os sygeplejersker er det et problem, at vi ikke kan anvende sygeplejeprocessen, hvor man dataindsamler, målsætter, handler og evaluerer en indsats. Den proces er sygeplejerskernes dna,” siger Janne Johannessen og fortsætter:

“I en tid, hvor vi mangler sygeplejersker og har svært ved at fastholde og rekruttere, har vi brug for et transparent og brugervenligt dokumentationssystem, som støtter workflow, økonomi og patientsikkerhed.”

Vigtigt at blande sig
Janne Johannessen har været sygeplejerske i 28 år. Hun mener, det er vigtigt, at sygeplejersker ytrer sig i sundhedsdebatten:

“Vi skal have et godt sundhedsvæsen, og sygeplejerskerne har stor indsigt i det. Vi koordinerer arbejdet og sørger for at samle trådene. Derfor bør vi være synlige i medierne.”

Ifølge hende er det tid til at rette fokus på kommunerne.

“Man har hørt meget om Sundhedsplatformen, men næsten intet om udfordringerne ved det kommunale dokumenta-tionssystem,” siger hun.

Det blev indført ud fra en tanke om at skabe sammenhæng, måle indsatser, kvalitet og effektivitet, og man ønskede forenklede arbejdsgange, hvor faggrupper bedre kunne samskabe.

“Men vi arbejder så forskelligt, at det er vanskeligt at lave et one size fits all-system.”

Besøg kommunerne
Står det til hende, bør systemet ændres til et nyt med større transparens. Hun opfordrer Strukturkommissionen til at lægge vejen forbi kommunerne for ved selvsyn at se, at der er plads til forbedring.

”Med i forandringen af systemet bør der sidde sygeplejersker, som sikrer brugervenlighed, at sygeplejeprocessen kan anvendes og at læring kan finde sted i processen med at dokumentere,” siger hun og tilføjer:

“Vi har brug for et anvendeligt og transparent dokumentationssystem, som de sundhedsprofessionelle hurtigt kan skrive og orientere sig i.