Studerende i praksis: Frygt for psykiatrien gjort til skamme

Illustration Thomas Thorhauge

Jeg skulle i praktik i psykiatrien - og frygtede det.

Hvorfor lige psykiatrien gjorde mig så nervøs, er svært at sige. Det er for let bare at skyde skylden på historier i medierne. De fortæller selvfølgelig om de helt reelle problemer og udfordringer, der findes, men jeg følte ikke, at det havde indflydelse på min frygt.

Jeg havde bare en grundlæggende idé om, at min personlighed og psykiatrien ikke passede sammen, og det blev forstærket af skolens underlæggende idé om, at praktikken bare var ”noget som skulle overstås”. Min forventning var derfor, at min tid i psykiatrien ville vare otte uger, og så var det slut med psykiatrien for evigt.

Sjældent har jeg taget så meget fejl. Først og fremmest havde jeg to kliniske vejledere, der fra første dag sørgede for, at jeg var godt klædt på med litteratur, podcasts, dokumentarudsendelser og film om de diagnoser, jeg skulle beskæftige mig med.

Vejlederne, de øvrige sygeplejersker og andre faggrupper på afdelingen, sørgede for, at den eneste der satte grænser for, hvad jeg kunne lære, og hvad jeg kunne kaste mig ud i, var mig selv og min egen nysgerrighed og lærevillighed ift. det enormt spændende felt, som psykiatrien er.

Alt hvad jeg har lært på skolen på 3. semester forud for praktikken i psykiatrien, har været både spændende og relevant. Men psykiatrien får ganske enkelt ikke den plads, som den fortjener.

De sygeplejemetoder, som jeg blev introduceret til i praktikken, havde jeg aldrig før hørt et ord om – noget, flere af mine medstuderende kunne nikke genkendende til – og denne sommer har vi været til en eksamen, hvor vi ikke blev bedømt på, hvad vi har lært om psykiatrisk sygepleje, men på en planlægning af et forskningsprojekt, som i øvrigt ikke skulle føres ud i livet.

Det skal siges, at vi kunne trække en psykiatrisk problemstilling, men al den gode viden og metode jeg lærte i det halve semester i praktik, kom ikke i spil til eksamen, fordi vi ikke blev bedømt på vores sygepleje. Så et stort ønske er i langt højere grad at få sygeplejen i spil på en måde, som styrker sammenhængen mellem teorierne på skolen og i klinisk praksis.

Min frygt for psykiatrien blev heldigvis gjort til skamme, og da min praktikperiode var overstået, var det, jeg mest ærgrede mig over, at min praktik ikke var otte uger længere. Jeg forlod afdelingen med en følelse af, at min personlighed passer perfekt til psykiatrien og med en klar overbevisning om, at det er det, jeg skal beskæftige mig med. Nu tæller jeg allerede lidt ned til 6. semester, hvor jeg forhåbentligt kan komme tilbage og prøve endnu mere.