Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Bekymret for et A- og B-hold

HØRT. I bedste sendetid stod anæstesisygeplejerske Karina Krogh frem med sin bekymring for de komplekse patienters fremtid.

Sygeplejersken 2023 nr. 11, s. 13

Af:

Caroline Schønberg, Journalist

61126006

Foto: Cathrine Ertmann

”Det var som at kaste en snebold, der forvandlede sig til en lavine. Modtagelsen var overvældende.” Sådan fortæller anæstesisygeplejerske på Aalborg Universitetshospital Karina Krogh om sit opråb ”Kære Sophie Løhde – giv mig en grund til at blive”, der i februar blev bragt i avisen Nordjyske og som video på Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjyllands kanaler.

Videoen har i dag over 174.000 visninger og gav anledning til, at Karina Krogh blev inviteret i Debatten på DR2. I selskab med politikere og meningsdannere diskuterede hun finanslov med fokus på skattelettelser kontra velfærd.

”Jeg er bekymret for, at vi får et A- og B-hold, hvor man skal betale sig til velfærd. Taberne bliver de medicinsk komplekse patienter, og dem der ikke har økonomi til en privat sundhedsforsikring,” siger Karina Krogh i dag til Sygeplejersken.

Frustration førte til handling
Da Debatten ringede, var Karina Kroghs første indskydelse: ”Det kommer ikke til at ske”. Varslet var kort, og udsendelsen lå oveni hendes søns fødselsdag og vagter på hospitalet. Men der var noget, der fik hende til at medvirke.

Tilbage i marts svarede sundhedsministeren nemlig på opråbet, men Karina Krogh mener, det var et politikersvar, man ”ikke kan bruge til noget som helst”. Med de spareplaner, der i øjeblikket rulles ud i regionerne, føler hun ikke, der bliver lyttet. Så Karina Krogh sprang ud i det:

”Det var en god oplevelse men også specielt at stå overfor nogle, der er vant til tv og store debatter. Det kan godt være, at de har tv-erfaring og ved meget om skatteforhold, men jeg ved altså også meget med mine 21 år som sygeplejerske.”

En ond spiral
Regeringens finanslovsforslag for 2024 lægger op til langsigtede investeringer i sundhedsvæsnet, men ifølge Karina Krogh hænger det ikke sammen, når regioner og kommuner skal spare pga. bl.a. inflation og forhøjede medicinudgifter.

”Det er vildt bekymrende med alle de besparelser. Sygeplejersker forlader det offentlige, og nogle forlader faget helt – det er en ond spiral. Derfor håber jeg virkelig, at vi kan råbe politikerne op.”

I Debatten blev der bl.a. diskuteret privathospitaler som en del af løsningen på lange ventelister, men den præmis køber Karina Krogh ikke. For hende handler det om sygeplejerskemangel.

”Politikerne glemmer, at man ikke bare kan aflaste det offentlige ved at rykke flere patienter til det private, for vi er ikke flere sygeplejersker, end vi er. Kernen er, at der skal uddannes flere, og flere skal have lyst til at blive.”

Karina Krogh har fået mange positive tilkendegivelser på sine indspark i den offentlige debat, og hun opfordrer sine medsygeplejersker til at følge trop:

”Jeg håber, flere almindelige sygeplejersker vil tage bladet fra munden. Der er brug for vores syn på, hvad der sker derude, så nuancerne kommer frem.”