Sygeplejersken
Han vil gøre skade på sin ekskone - skal jeg bryde min tavshedspligt?
DILEMMA. En dag fortæller en varetægtsfængslet mand sygeplejersken Lise, at han vil skade sin ekskone, måske vil han endda slå hende ihjel. Lise bliver meget i tvivl, om hun skal fortælle de fortrolige oplysninger til sin ledelse eller ej.
Sygeplejersken 2023 nr. 11, s. 60-61
Af:
Laura Elisabeth Lind, Journalist
Illustration: Andrea Ucini
“Når de varetægtsfængslede kommer ind her i arresten, kommer de direkte fra deres liv i det fri og sidder så alene i en celle i 23 timer. Det er en voldsom oplevelse, og det gør noget ved én rent psykisk. Tit er de pressede, vrede og meget kede af det.”
Sådan fortæller sygeplejersken Lise, der har arbejdet to år i et arresthus i Danmark. Her venter de varetægtsfængslede på, om de skal dømmes for det, de er kommet ind for. Det kan være alt lige fra simpelt tyveri og bedrageri til vold og drab, og tiden i arresthuset svinger meget. De kan være der en enkelt dag - eller op til to år.
I den tid tager Lise sig af en række sundhedsfaglige problemer såsom håndtering af medicin og behandling af småskader, hvis nogen f.eks. er faldet eller har været oppe at slås i arresten. Hun tager sig også af opfølgning og kontroller i forbindelse med kroniske sygdomme, og hun formidler kontakt til den tilknyttede psykiater og læge. Når der kommer en ny varetægtsfængslet, har hun altid en opstartssamtale om sundhedstilstand, medicinforbrug og eventuelt misbrug.
En dag er der netop kommet endnu en varetægtsfængslet, og Lise går ned til hans celle. De begynder at tale om hans sundhed, men der går ikke længe, før Lise får nogle informationer, som ikke ligefrem drejer sig om medicinforbrug og sygdomme.
“Jeg spørger ham, hvordan han har det, og der åbner Pandoras æske sig. Han er meget vred på sin ekskone, og han fortæller mig, at han vil gøre alvorligt skade på hende, når han kommer ud. Jeg får det klare indtryk, at han ville slå hende ihjel,” fortæller Lise.
Hun bliver i tvivl om, hvad hun skal gøre. Hvis ikke han bliver dømt, bliver han jo løsladt igen, måske inden for kort tid, og så vil han kunne gøre alvor af truslerne. Er hun så ikke forpligtet til at stoppe ham i en mulig personskade?
“I sidste ende kan det koste et andet menneskes liv, hvis ikke jeg reagerer.”
Men omvendt har hun også tavshedspligt. Og hvad nu, hvis han bare er sur, presset og reagerer voldsomt på at blive varetægtsfængslet, som så mange andre, der har siddet i den her celle. Måske er det hele bare tomme trusler?
“Når man er i det her fag, er tavshedspligten det sidste, man har lyst til at træde på. Der er generelt en kæmpe tillid til sygeplejersker, også her i arresten. Og det skal vi værne om. Jeg er ikke den, der låser døren eller sætter straffen. Jeg kan være den forsonende person, der tager nogle fortrolige snakke med dem. Det har man ikke lyst til at udfordre. Det, de varetægtsfængslede fortæller mig, er fortroligt.”
Lise er meget i tvivl om, hvad hun skal gøre. Skal hun holde informationerne for sig selv eller gå videre med dem?
Gør opmærksom på dine forpligtelser
Dilemmaet omfatter både en juridisk og en etisk problemstilling.
Ifølge straffelovens og forvaltningslovens tavshedspligt må Lise ikke uberettiget videregive eller udnytte de fortrolige oplysninger, hun får i arresten af de indsatte.
Men ifølge Vejledningen om sundhedspersoners tavshedspligt kan tavshedspligten brydes, hvis det f.eks. er nødvendigt for at afværge umiddelbar, betydelig fare for andre personers liv.
I henhold til de sygeplejeetiske grundværdier har Lise ansvar for at yde omsorg, så patienten oplever velvære.
Udfordringen er at møde den varetægtsfængslede, så han oplever velvære, føler sig respekteret og anerkendt og samtidig sikre, at andre - ekskonen - ikke kommer i fare, hvis han frifindes og løslades.
Det er derfor relevant at gøre den varetægtsfængslede opmærksom på, at man som sundhedsprofessionel har juridiske og etiske forpligtelser, når en person fremsætter trusler.
Det giver ham en mulighed for at forholde sig til, hvad truslerne gør ved andre, og Lise kan måske finde ud af, om der er tale om frustrationer eller reelle trusler, som skal politianmeldes.
På vegne af Det Sygeplejeetiske Råd
Jette K. Christiansen og Anne Bendix Andersen
Det endte Lise med at gøre
“Han virkede afklaret og velovervejet, så af hensyn til ekskonens sikkerhed valgte jeg at fortælle det til ledelsen i arresthuset. Jeg ville heller ikke kunne leve med, at han slog hende ihjel, fordi jeg ikke fik fortalt det,“ fortæller Lise.
Lise blev efterfølgende afhørt som vidne af politiet. Manden er blevet forflyttet, og Lise ved ikke, hvad der er sket videre i sagen. Men hun ved nu, at hun ville træffe samme beslutning igen, hvis hun en dag står i en lignende situation.
“Det er man nødt til,” slutter Lise.