Pissedårlig sygepleje sparker røv

’Pissedårlig sygepleje’ er en vellykket debatbog, som i den grad sparker røv og burde være obligatorisk læsning i kølvandet på Robusthedskommissionens konklusioner.

Det er provokerende, når ens fag kaldes pissedårligt. For selvfølgelig findes der også god sygepleje mange steder, og sygeplejersker yder konstant deres bedste inden for de rammer og vilkår, der er tilrådighed. Men belægget for pissedårlig sygepleje er veldokumenteret både i Danmark og internationalt som ”missed nursing care”.

Konklusionen er overordnet ”manglende tid”. Men hvorfor mangler sygeplejerskerne tid? Og hvad bruger de tiden på, hvis ikke det er på patienterne? Et dansk studie viser, at det ikke er arbejdsbyrden, men andre der stjæler sygeplejerskernes tid. Sygeplejersker kan blive forstyrret hvor som helst og når som helst af både æger, visitationen, kolleger, ledere, portører, pårørende og af andre, som sætter rammen for, hvornår tingene skal ske uden at tage hensyn til sygeplejen og patienternes behov.

Et genkendeligt eksempel, som foregår på mange afdelinger, er sygeplejerskens forberedelse til tværfaglige tavlemøder med indhentning af biomedicinske informationer fra patientjournaler, så andre sundhedsprofessioner kan blive serviceret med informationer om patienten, mens tid til sygepleje nedprioriteres. Det medfører usystematisk og tilfældig sygepleje i tidslommer, som er tilovers efter alle andre faggruppers krav og behov.

Årsager og løsninger er komplekse. Der peges på indretning, prestige i specialer, ustruktureret samarbejde, manglende organisering, manglende faglighed, hierarkier, fejlkultur og lav fejltolerance.

Humoristisk og dog baseret på forskning foreslås læring via fejl gennem et modul på sygeplejerskeuddannelsen med titlen: ”Pissedårlig sygepleje eller 10 gode måder at slå patienten ihjel på”. Et tiltrængt blik på den ældre patients ”Tour de medicinske afdelinger” og ufuldstændige dokumentationssystemer, som ikke ser patienten i en helhed.

Det mest provokerende er ikke bogens titel, men det faktum, at man har tilladt pissedårlig sygepleje og ikke lærer af fejlene og de magnethospitaler, der findes.

Bogen har bidrag fra solide danske sygeplejeforskere, som hver især brænder for sygeplejen, og som via hårrejsende og alt for genkendelige cases om pissedårlig sygepleje kommer med indspark til, hvad vi kan gøre ved det og hvorfor. Lige fra uddannelsesniveau til organisatoriske og kulturelle rammer, normer og paradokser.

Maj Siercke, sygeplejerske, ph.d., fagredaktør