Traumestuen kaldte

Illustration: Thomas Thorhauge

Min sygeplejerskeuddannelsesrejse begyndte i februar 2020, hvor jeg var 35 år.

Jeg var meget idealistisk omkring både mit kommende job, hvad en rigtig sygeplejerske var og ikke mindst, hvordan man burde studere.

Under ’lær hinanden at kende’-seancen i den første uge havde vi en rundkreds på holdet, hvor hver studerende skulle komme med et hvilket som helst udsagn, og hvis det passede på én, så skulle man træde ind i cirklen.

Under udsagnet ”Jeg kan godt lide at lave lektier”, fandt jeg mig selv alene i cirklen, mens udsagnet ”Jeg ønsker at opnå faglig viden og blive den bedste sygeplejerske, jeg kan blive”, blev fulgt af fire andre, der kom ind i cirklen og stod sammen med mig.

Mit drømmejob var at blive akutsygeplejerske på en traumestue.

For mig udgjorde det kernen i at være sygeplejerske. At stå med blod på handskerne og gøre alt, hvad man kan for at redde et andet menneskes liv. Gennem praktikperioderne fandt jeg dog ud af, at det ultimative ikke ”bare” er at redde menneskeliv, men at hjælpe mennesket med at opnå livskvalitet på trods af sygdom og lidelse.

Drømmejobbet faldt også lidt til jorden grundet arbejdsvilkårene. Som mor til to små børn (den ene kom til under studiet) må jeg erkende, at arbejdsvilkårene, så jeg kan være sammen med mine børn, vægter højere end at være en sej sygeplejerske, der på daglig basis redder traumatiske, tilskadekomnes liv.

Gennem mine praktikker har jeg fundet mening i sygeplejefaget uden, at det er med blå blink og blod på handskerne.

At se hele patienten/borgeren og hjælpe vedkommende med at opnå størst mulig livskvalitet er en kæmpe opgave.

At arbejde med egenomsorg, compliance og andre skønne begreber er en daglig udfordring uanset, hvilken sygplejerskestilling man besidder. En indsigt, som fik skubbet til mine fordomme om, hvad en rigtig sygeplejerske er, for det kunne i hvert fald ikke være i hjemmeplejen, hvor min 6. semesters-praktik fandt sted.

Men det kunne det, og jeg blev meget klogere undervejs. Der er sygeplejeopgaver, der spænder vidt og bredt både socialt, medicinsk, organisatorisk og somatisk. Som hjemmesygeplejerske skal man have mange kompetencer, og jeg lærte rigtig meget på mit 6. semester.

F.eks. havde jeg en borger med diabetisk fodsår. Det var ikke dét, som fyldte mest for ham. Han var ked af, at han drak for meget og følte sig også ensom. Jeg trak på social og organisatorisk viden for at finde muligheder for ham.

Jeg vil stadig være den bedste sygeplejerske, jeg kan blive. Og selvom jeg er blevet langt klogere end min idealistiske tilgang til dét at være sygeplejerske, så vil jeg nok altid ende med at svinge mellem den praktiske, ”det er bare et job”, og den idealistiske ”jeg skal redde liv på traumestuen”.