Billedtekst: John Allan Poulsen er en af mange, der blev svigtet under sær- og åndssvageforsorgen. 11. september fik de en officiel undskyldning af social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
Foto: Bo Amstrup/RitzauScanpix
Staten svigtede sin tilsynspligt i forhold til de anbragte i sær- og åndssvageforsorgen i årene 1933 til 1980. Det slog socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil fast ved et særligt arrangement 11. september. Her gav hun dem alle en uforbeholden undskyldning for de svigt og overgreb, de var udsat for.
Hun understregede, at meget er blevet bedre, men skjulte ikke, at der endnu er udfordringer:
”Der er stadig mennesker med handicap og særlige behov, som ikke får den hjælp og støtte, de har behov for.
Men voldsomheden, volden og overgrebene har vi gjort op med,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.
Sygeplejerske Christina Lindberg har set ændringerne. Hun gjorde som ung i slut 80’erne rent på et bosted for børn og voksne med udviklingshæmning.
”Dengang boede der flere på et værelse, og de var fem om et badeværelse. Beboere med udviklingshæmning boede med mennesker med mentale handicaps. Man blandede alle sammen,” husker hun.
Ingen taler grimt
Da hun mange år efter vendte tilbage til et lignende botilbud som sygeplejerske, havde beboerne eget værelse og boede med andre med samme diagnose. Til gavn for fagligheden.
Siden 2019 har Christina Lindberg arbejdet på botilbuddet Østerled for voksne med udviklingshæmning i Gentofte Kommune.
”Her er en respektfuld og værdig kultur fra top til bund. F.eks. accepteres det ikke, at nogen taler grimt til beboerne. Jeg tror, menneskesynet afhænger meget af ledelsen på stedet, og her er der en fælles respekt for borgerne,” siger hun og tilføjer:
”Min fornemmelse er, at vi som samfund i højere grad accepterer forskelligheder.”
Lisa Storm Villadsen, professor i retorik ved Københavns Universitet, har forsket i officielle undskyldninger.
”Kritikere af officielle undskyldninger mener ikke, man kan undskylde på nutidens vegne for noget, der foregik for længe siden. Men her er det en markering af, at regeringen synes, at behandlingen af de anbragte i sær- og åndssvageforsorgen var forkert. Hvis regeringen ikke undskyldte, var der risiko for, at fortidens handlinger blev normaliseret - ’sådan var det bare dengang’,” siger hun og tilføjer:
”Men der skal jo handling bag ordene. Værdien af undskyldningen ses ofte først efter fire-fem år, når regeringens initiativer til forbedringer slår igennem.”