”Uretfærdigheden, jeg følte som ung sygeplejerske,
er der stadig”

Billedtekst: 25 år i Dansk Sygeplejeråds øverste politiske ledelse fik i juni Grete Christensen til at stoppe op og kigge indad men også frem: Konklusionen blev, at der skulle nye kræfter til.

Foto: Jonas Pryner Andersen

Det er start 1980’erne. Som forholdsvis nyuddannet sygeplejerske arbejder Grete Christensen på Ortopædkirurgisk Afdeling på Holbæk Sygehus. Hun får erfaring og suger ny viden til sig fra kollegerne og bliver også hurtigt selv ansvarlig for sygeplejeelevernes uddannelse. De er nysgerrige og ivrige.

”Jeg øste og øste af alt det, jeg kunne, men efter noget tid, følte jeg, at jeg også selv blev nødt til at få fyldt noget på.”

Grete Christensen går derfor til sin forstanderinde med sit behov for at lære nyt. Forstanderinden anerkender den unge sygeplejerskes ønske, men svaret kommer alligevel bag på Grete Christensen: Vi har en liste her i huset, og i forhold til den skal du ikke regne med at komme på efteruddannelse før om 10 år.

Travlt efterår i vente
Det er en lun solskinsdag i begyndelsen af september 2023. Grete Christensen sidder i Kvæsthuset i København og tænker tilbage på sine første år som sygeplejerske.

Trepartsforhandlingerne om tre mia. ekstra lønkroner til de offentligt ansatte forventes snart at begynde. Og forberedelserne til de kommende overenskomstforhandlinger er også godt i gang.

De politisk valgte i Dansk Sygeplejeråd går altså endnu et travlt efterår i møde. Alligevel har Grete Christensen valgt at stoppe som formand for Dansk Sygeplejeråd ved udgangen af september efter 14 år på posten. Alting har en tid, som hun siger:

”Når jeg kigger på, hvor lang tid jeg har været med, og hvor mange af tingene jeg har kæmpet for flere gange, bliver jeg også nødt til at kigge på, hvad nyt jeg kan bringe. Hvis min viden og erfaring ikke er nok til at give de resultater, vi skal have, må der nye kræfter til.”

Øjner ny vej til læring
Tilbage i 80’erne. Beskeden om 10 års ventetid på efteruddannelse overrasker Grete Christensen. Men den slår hende ikke ud. Tværtimod.

Hun er ikke i tvivl om, at hun rent fagligt kan holde sig opdateret og dygtiggøre sig ved at tale med kollegerne og følge med i litteraturen. Der er dog så mange andre ting i sundhedsvæsenet, der interesserer hende, og hun diskuterer jævnligt udfordringer med løn- og arbejdsvilkår med kollegerne.

Sygehusets tillidsrepræsentanter er konstant på jagt efter sygeplejersker, der har lyst til at stille op. Grete Christensen øjner en ny vej til læring. I 1984 bliver hun valgt som tillidsrepræsentant, to år efter som fællestillidsrepræsentant. Og derefter bliver hun næstformand i Holbæk Sygehus’ hovedsamarbejdsudvalg i 1986.

At det fagpolitiske arbejde ender med at blive hendes professionelle løbebane – det forestiller hun sig dog på ingen måde. Hendes interesse for sygeplejen fører da også til et skift til en intensiv afdeling og efteruddannelse i specialet. Men TR-rollen flytter med.

Vigtigst er dialogen
Når Grete Christensen ser tilbage på, hvad der har kendetegnet hendes tid som tillidsrepræsentant og politisk valgt, fremhæver hun især evnen til at være tro mod sig selv samt værdierne tillid, troværdighed, solidaritet og ærlighed.

”Det er de værdier, jeg altid har stået på, også når opgaven har været svær.”

Og svære opgaver har hun haft en del af, bl.a. som formand for Sundhedskartellet og senere delegationsleder for de regionalt ansatte ved de offentlige overenskomstforhandlinger fra 2011 og frem.

”En ordentlig dialog er vigtig. Man kan sagtens være uenige og udfordre hinanden på en ordentlig måde. Når jeg er i forhandlingsrummet, har jeg altid tænkt meget over ikke at smække med døren – jeg har altid skullet kunne komme tilbage, ind ad døren igen. Ellers er man hurtigt sat skakmat.”

Netop dialogen fremhæver Grete Christensen som et af sine vigtigste redskaber gennem alle årene: Dialogen med arbejdsgiverne, beslutningstagerne og andre faglige organisationer og ikke mindst med medlemmerne og de tillidsvalgte.

Et fuldtidsjob og mere til
Året er 1990. Grete Christensen stiller op til den lokale bestyrelse i den daværende Vestsjællands Amtskreds. Lysten til at arbejde for bedre løn- og arbejdsvilkår til sygeplejerskerne vokser. Hun vinder og er næstformand frem til 1991, hvor hun bliver valgt som formand for amtskredsen.

Det sikrer hende en plads i Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse, hvor hun har haft sin faste gang siden.

Først som menigt medlem, dernæst som 1. næstformand fra 1998. Det fagpolitiske arbejde er dermed blevet et fuldtidsjob. Men det skræmmer hende ikke. Hun har mod på mere og stiller i 2009 op til valget som formand for Dansk Sygeplejeråd. Resten er historie, fristes man til at sige.

I hendes valgoplæg med overskriften ”Dialogen med medlemmerne er vigtigst” bliver hun bedt om at sætte ord på de fire vigtigste mål for hendes første 100 dage som formand, her gengivet i stikord: Den negative medlemsudvikling skal vendes, flere medlemmer skal engageres i valg til kredsbestyrelser og Lederforening, Dansk Sygeplejeråd skal være en tydelig sundhedspolitisk aktør, og endelig skal ligelønsdagsordenen ud til hele befolkningen, så hr. og fru Danmark forstår sygeplejerskernes krav om at indhente lønefterslæbet.

Arbejder for stærke fællesskaber
I Kvæsthuset denne septemberdag erkender Grete Christensen, at hun ikke nåede alle fire mål inden for de første 100 dage. Men den negative medlemsudvikling oven på konflikten i 2008 blev stille og roligt vendt. Det lykkedes også at engagere flere medlemmer i Dansk Sygeplejeråds kredse og Lederforeningen, og Grete Christensen synes, at meget er gået den vej, hun mener, tjener sygeplejerskerne bedst.

Hun har talt for at styrke fællesskaberne blandt Dansk Sygeplejeråds medlemmer og tillidsvalgte, men også med andre faglige organisationer. Det kulminerede i 2018, hvor forhandlingsfællesskaberne FTF og LO fusionerede og blev til FH.

”Jeg haft mange diskussioner med medlemmerne om den fusion. Jeg mener stadig, det er det rigtige. Det handler om, at fagbevægelsen står meget stærkere over for den til enhver tid siddende regering, når vi står sammen, end hvis vi sidder i forskellige hovedorganisationer, der udfordrer hinanden.”

Hvad angår opgøret med det kønsopdelte arbejdsmarked og lønefterslæbet, var hverken 100 dage eller 14 år dog nok. Men, fastslår Grete Christensen:

”Befolkningens opbakning til og anerkendelse af vores krav er vokset, nærmest i takt med alle vores kampe. Vi er ikke i mål, men vi har sat gang i en bevægelse, der ikke kan stoppes.”

Giver sit liv til jobbet
I juni i år fejrer Grete Christensen 25 årsjubilæum i Dansk Sygeplejeråds øverste politiske ledelse. Det giver stof til eftertanke, både professionelt og privat.

”Da Kirsten Stallknecht (formand for Dansk Sygeplejeråd 1968-96, red.) stoppede efter 28 år, var vi mange, der var enige om, at der aldrig ville komme en, der ville sidde lige så længe igen. De 25 år gav mig anledning til at stoppe op og kigge indad. Man giver sit liv til det her job, man lægger det aldrig fra sig. Jeg har siddet til konfirmationer og runde fødselsdage, hvor jeg ofte har måttet tage en telefonsamtale, fordi jeg er formand.”

Og det er da også lykkedes Dansk Sygeplejeråd at forandre og forbedre det fag, hun selv blev uddannet ind i for godt 40 år siden.

Der er kommet flere sygeplejefaglige specialuddannelser til, senest i borgernær sygepleje, akutsygepleje og avanceret klinisk sygepleje (APN). Og en årelang politisk indsats for selvstændigt virksomhedsområde til sygeplejerskerne har endelig resulteret i et konkret lovforslag, der skal behandles, når Folketinget åbner i oktober.

”Vi har brugt enormt mange ressourcer på at værne om og udvikle sygeplejen i den retning, som vi mener, at befolkningen fortjener. Vi har ikke altid haft opbakning fra alle, men vi holder den sygeplejefaglige fane højt, og det er vigtigt.”

Forstår vrede sygeplejersker
På spørgsmålet om, hvad der har været det sværeste de seneste 14 år, svarer Grete Christensen uden at tøve tiden omkring OK21-forhandlingsresultatet. Først ved forhandlingsbordet, siden i Forligsinstitutionen. Det endte som bekendt med to gange nej fra medlemmerne og en næsten 10 uger lang konflikt, selvom Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse og et flertal i kongressen begge gange anbefalede et ja.

”Jeg er som sagt tilhænger af dialog. Og det var svært pludselig at opleve, at jeg, hovedbestyrelsen og kongressen ikke var på bølgelængde med medlemmerne – at vi faktisk havde medlemmer, der syntes, at alt det, vi gjorde, var forkert. Det har uden sammenligning været det sværeste. Det pressede os politikere og vores tillidsvalgte – os alle sammen.”

Dårlige løn- og arbejdsvilkår og utilfredse medlemmer fandtes også, da Grete Christensen blev tillidsrepræsentant for snart 40 år siden, Men det gjorde sociale medier som Facebook ikke. Netop den udvikling har påvirket medlemsdemokratiet på godt, men også ondt, mener Grete Christensen.

”Alting går meget hurtigere. Skulle jeg som ung tillidsrepræsentant sende en klage til Kirsten Stallknecht, var det i et brev med posten. Så gik der lidt tid, før det kom frem, og hun læste det. Og så var gassen ofte gået lidt af det hele. I dag kommer meget afsted meget hurtigt. De sociale medier gør noget ved kulturen og arbejdet i de faglige organisationer.”

Grete Christensen forstår dog om nogen, at mange sygeplejersker er utilfredse og vrede. Især efter at have kæmpet for en mere retfærdig og højere løn hele deres arbejdsliv, hende selv inklusiv.

”Vi har været klar til kamp så mange gange – stillet os foran arbejdsgiverne og sagt, nu skal det være. Blot for at blive afvist og stoppet af et regeringsindgreb. Eller spist af med en rapport, der konkluderer, at sygeplejerskerne måske får lidt mindre i løn, end de skal have, men ellers er der ikke noget at komme efter,” siger hun og fortsætter:

”Beslutningstagerne og arbejdsgiverne har ikke anerkendt den manglende ligeløn. Det er frustrerende. Uretfærdigheden, jeg følte som ung, nyuddannet sygeplejerske, er der stadig, især når det kommer til løn og arbejdsvilkår."