Aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp?

Illustration: iStock/Mathias N Justesen

”Hvem skal bestemme, hvad et værdigt liv er? Selvom du ikke kan producere eller bidrage, er du stadig noget værd, alene fordi du er et menneske.”

Sådan lyder det fra Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker. Formand og næstformand Brita Jørgensen og Mie Grube Skårhøj er blandt de sygeplejersker, der er bekymrede, efter at debatten om aktiv dødshjælp igen er kommet på dagsordenen.

I maj opnåede borgerforslaget ’Legalisering af aktiv dødshjælp’ 50.000 støtter. Det var sygeplejerske Lars Lior Rams-gaard, der sammen med to kolleger stillede forslaget efter at have set DR-dokumentaren ’På tirsdag skal jeg dø’. Her følger seerne smeden Preben, der efter at være blevet invalideret i en arbejdsulykke mange år tidligere, må rejse til Belgien for at få adgang aktiv dødshjælp.

”Vi følte, at sådan bør det ikke være. Det var uværdigt for Preben, og det er forkert, at det kun er folk med ressourcer og overskud, der har den mulighed. Det burde være et tilgængeligt tilbud for alle,” siger han til Sygeplejersken i dag.

På baggrund af borgerforslaget bad Folketingets Sundhedsudvalg i juni Etisk Råd om en udtalelse, der skulle være del af grundlaget for Folketingets stillingtagen.

Udtalelsen skulle præsenteres den 4. oktober, men den 15. september nedsatte regeringen et udvalg, der skal ’facilitere debatten om en værdig død i Danmark’. I spidsen for udvalget står præst Kathrine Lilleør, der tidligere i år bekendtgjorde, at hun er tilhænger af aktiv dødshjælp.

Vil ændre menneskesyn
I deres udtalelse skriver Etisk Råd, at 16 af rådets 17 medlemmer ikke anbefaler at legalisere aktiv dødshjælp. De vurderer, at en legalisering risikerer at ændre det grundlæggende menneskesyn, vi har i samfundet. Særligt på den udsatte gruppe af borgere, der kæmper med handicap eller andre funktionsnedsættelser.

Hensynet til dem vejer tungere end hensynet til den gruppe, der af forståelige årsager måtte ønske at fremskynde døden, lyder det.

”Vi risikerer, at legalisering af aktiv dødshjælp rammer os som en boomerang nogle steder, hvor det ikke lever op til vores forventning og forestilling om, hvad det skal kunne,” siger formand for Sygeplejeetisk Råd, Anne Bendix Andersen.

Heller ikke Dansk Sygeplejeråd går ind for aktiv dødshjælp. Men Lars Lior Ramsgaard oplever, at mange basissygeplejersker har det anderledes. Ligesom den brede befolkning. En ny måling, Epinion har foretaget for DR, viser, at 72 pct. af danskerne går ind f

Underminering af Etisk Råd
Flere aktører, herunder Lægeforeningen, flere præster og medlemmer af Folketinget, har kritiseret regeringens timing med nedsættelsen af udvalget og påpeget, at det ligner en underminering af Etisk Råds arbejde.

”Vi bliver aldrig enige om de store, etiske spørgsmål i vores samfund, hverken som sygeplejersker eller borgere. Derfor har vi en instans som Etisk Råd, for ellers kan vi da lige så godt nedlægge det. Som borger har jeg en forventning om, at rådets udtalelse bliver taget meget alvorligt – også i regeringens nye udvalg,” siger Anne Bendix Andersen.

Palliativ indsats er afgørende
Det har påvirket Lars Lior Ramsgaard, at hans egen mor også efterspurgte aktiv dødshjælp, da hun blev terminalt syg for nogle år siden. Hun kunne ikke få plads på et hospice, og derfor passede han hende selv i den sidste tid.

”Men det er ikke et godt eksempel i den forbindelse. For hun fik en fin død med en meget fin, palliativ behandling,” fortæller han.

Og det er en væsentlig pointe, mener Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker, der længe har kæmpet for et kompetenceløft af palliationsområdet. Det er ikke unormalt, at de møder patienter, der i starten af et terminalt forløb udtrykker ønske om at kunne afslutte livet hurtigere.

”Men når de så oplever en ordentlig lindring på alle fronter, både smertelindring og essentiel lindring af angst og af frygten for tab af funktion, så er det altså ikke dét, de efterspørger længere,” siger Brita Jørgensen og tilføjer:

”Der er en gængs opfattelse af, at hvis man har funktionstab eller er afhængig af andres hjælp, så er livet ikke værdigt. Det kan det sagtens være, men det kræver, at du får den rette specialiserede palliation. Og dér oplever vi et problem.”

I dag findes der ikke en national uddannelse i palliativ sygepleje, hvilket giver stor geografisk variation i de sundhedsfaglige kompetencer og den behandling, borgere og patienter modtager.

Rigsrevisionen kritiserede i 2020 regionernes indsats på det palliative område. I juli i år fulgte Rigsrevisionen op i et notat og konstaterede, at målsætningen om rettidig og lige adgang til specialiseret palliation stadig ikke er indfriet.

Aktiv livshjælp
De to palliationssygeplejersker finder det problematisk, at argumenter som ’værdighed’ og ’selvbestemmelse’ bruges så massivt i debatten, for selvbestemmelse behøver ikke være lig med retten til at dø. Vi bør i stedet tale om aktiv livshjælp, mener de.

”Vi kunne f.eks. tage snakken om den udsigtsløse behandling i tide, som også Robusthedskommissionen for nylig har anbefalet. Man kan lade patienten vælge ikke at opstarte ernæring eller respiratorbehandling eller få antibiotika, så patienten kan dø af sin lungebetændelse, hvis det er ønsket,” siger Mie Grube Skårhøj.

Hun henviser til et spansk litteraturstudie fra 2017, der viser, hvad patienter, som vil fremskynde døden, kæmper med. Det er bl.a. depression, dårlig smertebehandling, forringet livskvalitet og dét at føle sig som en byrde:

”Er det de mennesker, vi skal tage livet af? Det er jo netop de tilstande og symptomer, vi som palliationssygeplejersker er sat i verden for at afhjælpe og lindre.”

Ressourcesparende dødshjælp
Brita Jørgensen fremhæver, at finansminister Nicolai Wammen (S) ved præsentationen af finansloven i september udtalte, at kommunernes økonomi bl.a. var presset af stigende udgifter på det specialiserede socialområde, der omfatter personer med handicap og andre udfordringer, og at man ville forsøge at nedbringe dem.

”Så bliver jeg bekymret for, om vi er på vej et sted hen, hvor man vil anse det for mere ressourcebesparende at tilbyde folk aktiv dødshjælp end at sende dem på plejehjem eller i specialiseret behandling,” siger hun.

Forbud beskytter de ansatte
Mie Grube Skårhøj påpeger, at det nuværende forbud mod aktiv dødshjælp beskytter sundhedspersonalet.

”Der kan være pårørende til en døende, der er utålmodige, når deres mor ligger ukontaktbar på tredje uge.

’Kan I ikke bare give hende noget?’. Dér er det en tryghed for mig at vide, at nej, det kan vi ikke. At det må vi ikke,” siger hun.

Men sygeplejersker vil formentlig blive nøglepersoner i samarbejdet omkring aktiv dødshjælp, hvis det legaliseres. Brita Jørgensen understreger, at hun er uddannet til at udøve omsorg, lindre, trøste og i visse henseender medvirke ved behandling. Ikke til at slå mennesker ihjel:

”For os er det den vigtigste og mest meningsfulde opgave at være med til at hjælpe de patienter, vi møder, til at få livskvalitet i hele det liv, der nu er tilbage at leve - ikke at være med til at afkorte det.”