Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Canada: Over 10.000 assisterede dødsfald på et år

Sygeplejersken 2023 nr. 12, s. 11

Af:

Maria Klit, Journalist

61431077

llustration Istock

I 2024 træder en ny lov i kraft, der giver canadiere med psykiske lidelser ret til aktiv dødshjælp. Det placerer Canada blandt de mest liberale nationer på området.

Den kommende lovændring er den seneste i en række udvidelser af den canadiske ret til aktiv dødshjælp, der blev indført i 2016. Frem til 2021 var det et kriterium, at man var terminalt syg, og at døden var nært forestående. Siden blev loven ændret til også at omfatte mennesker, der ikke nødvendigvis er terminalt syge, men lider af kroniske og uhelbredelige sygdomme.

3,3 pct. af alle dødsfald
I den canadiske befolkning er der stor opbakning til lovgivningen, der længe har vakt international debat om, hvor grænserne for aktiv dødshjælp bør gå. Flere organisationer og menneskeretseksperter i både Canada og internationalt har kritiseret, at lovgivningen efter deres mening mangler nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

Siden Canada i 2016 indførte Medical Assistance in Dying (MAiD), er antallet af assisterede dødsfald steget hvert år. Tal fra Canadas statistikbank viser, at der alene fra 2020-2021 skete en stigning på næsten 35 pct.
I 2021 alene var antallet af dødsfald på baggrund af MAiD 10.064, svarende til 3,3 pct. af alle dødsfald i Canada. I den canadiske provins Quebec gjaldt det hele 7 pct., hvilket er næsten tre gange så højt som i Belgien, hvor aktiv dødshjælp har været lovligt i 21 år (2,5 pct. i 2022).

Folketinget skal tage stilling
Canada er langt fra det eneste land, der i nyere tid har indført aktiv dødshjælp. Holland lovliggjorde som det første land aktiv dødshjælp i 2002, og i løbet af 00’erne fulgte Belgien og Luxembourg trop. Inden for de senere år har også Østrig, New Zealand og Spanien legaliseret dødshjælp. Lovgivningen varierer fra land til land.

Herhjemme skal Folketinget snart tage stilling til, om aktiv dødshjælp også skal gøres lovligt i Danmark, da et borgerforslag om aktiv dødshjælp har opnået 50.000 støtter.
Etisk Råd har netop udtalt sig imod en legalisering. Det risikerer at ændre det grundlæggende menneskesyn, vi har i samfundet, lyder det fra rådet.

Læs også artiklen ’Aktiv dødshjælp eller aktiv livshjælp?’ i dette nummer af Sygeplejersken