Sygeplejersken
Rettelse
Sygeplejersker må ikke slå op i en patientjournal for at evaluere egen indsats
Sygeplejersken 2023 nr. 12
Af:
Helle Lindberg Emarati, Journalist
Sundhedspersoners adgang til at slå op i patientjournalen for at evaluere egen indsats gælder ikke for sygeplejersker. Det kan dog blive ændret ved årsskiftet, hvis et lovforslag vedtages.
I artiklen ’Hvornår må du slå op i patientjournalen?’ bragt i Sygeplejersken nr. 11/2023 stod der, at sygeplejersker må slå op i en patientjournal for at evaluere på egen indsats i en behandling. Det er forkert og skyldes en fejlagtig oplysning fra Styrelsen for Patientklager.
”Sundhedspersoners adgang til at slå op i patientjournalen for at evaluere egen indsats gælder ikke for sygeplejersker. Den gælder kun for læger, tandlæger og jordemødre,” siger juridisk chef i Styrelsen for Patientklager, Søren Stidsen, der beklager fejlen.
Patienthensyn vejede tungest
Styrelsen for Patientklager oplyser, at bestemmelsen om, at læger, jordemødre og tandlæger må slå op i patientjournalen for at evaluere egen indsats blev indsat i sundhedsloven i 2014.
Af bemærkninger til bestemmelsen fremgår det, at læring og kompetenceudvikling er fundamental for alle grupper af sundhedspersoner. Det var imidlertid opfattelsen dengang, at hensynet til læring hos andre sundhedspersoner end læger, tandlæger og jordemødre ikke var tungtvejende nok til, at patientens selvbestemmelsesret over fortrolige oplysninger kunne tilsidesættes. Det gjaldt således også for sygeplejersker.
I bestemmelsen lagde ministeriet vægt på, at læger, tandlæger og jordemødre har et selvstændigt overordnet ansvar for et behandlingsforløb.
Ministerium foreslår ændring
Fra næste år kan sygeplejersker dog måske få lov til at evaluere deres egen behandlingsindsats på lige fod med disse faggrupper.
I et lovforslag om forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker fremsat ved Folketingets åbning foreslår Indenrigs- og Sundhedsministeriet nemlig, at sygeplejersker fremover får mulighed for at slå op i journalen for at evaluere på egen indsats som led i en behandling.
Det fremgår af lovforslaget, at bestemmelsen vil træde i kraft den 1. januar 2024. Lovforslaget om forbeholdt virksomhedsområde for sygeplejersker er dog ikke vedtaget endnu.