Samme løn, men langt bedre vilkår

Diana Egholm er en af de mange sygeplejersker, der har forladt sit job på hospitalet. Arbejdsforholdene var så hårde, at hun ikke orkede mere. Nu er hun konsultationssygeplejerske.

Foto: Michael Drost-Hansen

I en lav etageejendom ved en af de mest trafikerede veje i Horsens midtby har lidt over 7.000 indbyggere deres egen læge. ’Familielægerne Horsens’ er et interessentskab og en moderne virksomhed, hvor nye medarbejdere præsenteres på praksissens Facebook-side.

Sidste efterår kunne klinikkens følgere se et billede af Diana Egholm. I varmgul sweater og med høj hestehale og et bredt smil mødte hun Familielægerne Horsens’ patienter for første gang.

Et år efter har mange patienter lært Diana Egholms navn at kende og spørger efter hende, når de kontakter i klinikken:

”Kan jeg få tid hos Diana?” lyder det.

Det var ikke Diana Egholms plan at blive konsultationssygeplejerske, da hun uddannede sig til sygeplejerske, men i dag passer jobbet perfekt til hendes profil.

”Jeg vil kunne se mig selv i spejlet med god samvittighed, når jeg går på arbejde. Det kunne jeg ikke altid, da jeg arbejdede på et sygehus på grund af travlhed. I årene frem kommer der flere patienter, fordi vi bliver ældre og derfor hyppigere ramt af sygdom, så det bliver ikke bedre. Jeg savner ikke noget fra hospitalsvæsenet,” slår hun fast.

Fik de hårdeste tilfælde
Diana Egholm arbejdede i seks år på traumecentret på et sygehus og var dermed en af de erfarne på afdelingen.

”På en skadestue er der enormt meget pres på. Jeg var hele tiden bagud og vidste, at der var nogen, som sad og ventede på mig. Og så fik jeg altid de hårdeste tilfælde, fordi jeg var den med mest erfaring på den pågældende vagt. Det giver jo rigtig god mening, men nogle gange håbede jeg næsten, at jeg kunne gå i ét med væggen, når der blev meldt en hårdt tilskadekommen patient til traumecentret,” fortæller hun.

60-70 pct. af vagterne i et traumecenter ligger om aftenen og natten, hvilket er en af grundene til, at en stor del af medarbejderne ofte er forholdsvis unge og nyuddannede.

”Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg tog jobbet, men da jeg blev gift og fik børn, blev det enormt svært at få familielivet til at hænge sammen med vagterne,” siger Diana Egholm og fortsætter:

”Her i klinikken er arbejdstiden meget fleksibel. Holdningen er sådan, ’det finder vi ud af’, hvis jeg for eksempel skal ændre min mødetid på grund af noget med familien. På min tidligere arbejdsplads var det langt mere besværligt,” siger Diana Egholm.

Ramt af omsorgstræthed
I årene på skadestuen søgte Diana Egholm viden og ansvar for at gøre en forskel. Hun blev specialeansvarlig og arbejdede med at nedbringe antallet af UTH’er i traumecentret.

”Jeg savnede at kunne gøre mit arbejde ordentligt i stedet for at styrte rundt og gøre tingene halvt. Der blev lyttet meget til mig fra ledelsens side, jeg var jo en af de gamle rotter, som de gerne ville holde på. Men det blev bare for hårdt i længden,” siger Diana Egholm.

Hun er trist over, at det gik, som det gjorde, men til sidst orkede hun næsten ikke at gå på arbejde, og derhjemme havde hun kort lunte:

”Jeg var ramt af omsorgstræthed. Jeg gav så meget af mig selv på arbejde, at jeg ikke orkede at give mere, når jeg kom hjem,” husker hun.

”I dag har jeg mere overskud, og det er min ægtefælle og børnene rigtig glade for,” fortæller Diana Egholm og tilføjer, at hendes børn da heller ikke savner, dengang deres mor var på sygehuset og arbejdede hver anden weekend.

Faste patienter
Familielægerne Horsens er organiseret i behandlerteams, og Diana Egholm er i dag kontaktperson for 6-700 patienter. Trods det høje antal føler hun sig langt tættere på patienterne end i sit tidligere arbejde på et traumecentret.

”I skadestuen var jeg bare en sygeplejerske, ingen kendte mit navn. Og jeg kendte næsten heller aldrig patienterne. Der var kun nogle få gengangere, og det var ofte misbrugere. Arbejdet bestod mest i at slukke ildebrande og sende patienterne videre i systemet,” husker hun.

I dag spørger patienter efter Diana Egholm.

”Her har jeg mine egne faste patienter, som jeg kan følge og planlægge forløb med. Jeg føler, at jeg kan se mine patienter i øjnene og går på arbejde med god samvittighed. I almen praksis er der langt flere succeshistorier,” mener Diana Egholm.

Hun kan også godt lide den flade ledelsesstruktur, hvor der aldrig er langt til chefen, hvis der er noget, som frustrerer, og økonomisk har hun ikke tabt på jobskiftet:

”Jeg havde en relativ god løn før på grund af de mange vagter og min erfaring. Den har Familielægerne Horsens valgt at matche, fordi de har brug for mine kvalifikationer, så jeg forventer at blive her,” siger hun med et smil.