Skal vi få fjernet datteren, så hendes mor kan smertestilles?

Det er søndag aften. En af de ældre beboere er sengeliggende. Hun spiser og drikker ikke længere, og hun skriger og jamrer mere og mere i smerte. Men datteren vil ikke have, at hendes døende mor får smertestillende medicin.

Hun er bange for, at morfinen vil slå moderen ihjel, og hun mener også, at skrigene i højere grad er udtryk for en psykisk uro. Moderen har boet på plejecenteret i et halvt år, og i den tid har personalet ikke fået lov til at smertestille hende.

Men nu, hvor livets afslutning nærmer sig, tager sygeplejerske Lone igen en snak med datteren, og hun går til sidst med til, at Lone, der har den primære kommunikation med familien, kan tage kontakt til lægen for at få ordineret morfin og midazolam.

Det bliver ordineret om mandagen, hvor kollegaen Sofie tager over. Men der er kun ordineret 2,5 mg morfin og ikke 10 mg, som hun kan se, moderen har brug for. Sofie kontakter derfor lægen, og han retter fejlen til 10 mg. Det får moderen så mandag aften. Tirsdag morgen ringer Sofies telefon. Det er datteren:

“Hun siger, at jeg yder aktiv dødshjælp og spørger, om jeg er ude på at slå hendes mor ihjel. Hun kalder mig en psykopat og er enormt truende. Hun vil gå til politiet og medierne, og hun skriger ad mig i 10 minutter. Jeg kan ikke få et ord indført og er derfor nødt til at lægge røret på,” siger Sofie.

Hun går til sin ledelse, og der kommer en jurist og faglige konsulenter ind over forløbet, ligesom de har kontakt til palliativ afdeling. I mellemtiden har datteren kontaktet sin og moderens læge, som for nemheds og fredens skyld ændrer dosis tilbage til 2,5 mg. Det gør, at datteren nu er sikker på, at Sofie har forsøgt at slå moderen ihjel. Hver gang Sofie nærmer sig, dækker datteren fysisk over moderens krop, mens hun råber:

“Du må ikke komme i nærheden af hende.”

“Det var dybt ubehageligt. Jeg følte, at jeg gik på kompromis med min sygeplejefaglighed og svigtede borgeren og de pårørende.”

Om torsdagen er Lone tilbage, og datteren fortæller hende, at hun nu vil have sin mor flyttet til et andet plejecenter. Men Lone kan ikke stå fagligt inde for endnu en pinsel i moderens sidste tid, og det får den konsekvens, at også hun de næste dage bliver nægtet adgang til moderen. Familien forsøger at tale datteren til fornuft, men det lykkedes ikke, og hun vil ikke tale med ledelsen.

“Vores vigtigste opgave er at sørge for, at borgeren kommer herfra værdigt. Det blev vi forhindret i. Det var forfærdeligt,” siger Lone.

Sofie og Lone bliver i tvivl, om de skal få politiet til at fjerne datteren. Skaber det for meget uro og postyr for moderen, og kan det tilmed kan få den konsekvens, at de begge politianmeldes og ender i medierne?

Omvendt overvejer de også, om de hellere skal forsøge at samarbejde med den kriseramte datter og lade hende være der til den sidste afsked? Hvad gør de?

Kommentar fra Sygeplejeetisk Råd

Der er brug for etisk reflektion

Sygeplejersken står med sit faglige skøn, hvor palliativ sygepleje og smertelindring er essentiel for en værdig sidste tid med respekt for den døendes integritet. Samtidig har hun et ønske om at inddrage familien. Der er dog uenighed blandt de pårørende ift. moderens situation og datterens adfærd.

Sygeplejersken har over tid etableret en skrøbelig, men spirende relation til datteren, som skades ved, at ordinationen ændres, uden at det sker i et samarbejde. Det resulterer også i en forringet smertedækning for den døende.

Her tænker vi umiddelbart, at et tæt samarbejde med løbende forventningsafstemning mellem de involverede parter tidligt i forløbet evt. kan hjælpe til at drage omsorg for den døende og sikre en tidlig palliativ indsats. I det her tilfælde er flere end 10 parter involveret i dilemmaet. Vi tænker derfor, at en løbende etisk refleksion på arbejdspladsen kan hjælpe til at håndtere svære dilemmaer som dette.

At reflektere er typisk tidskrævende, men tid til refleksion kan kvalificere sygepleje, og det kan formentlig gavne samarbejdet med familien, ligesom det højner den tværprofessionelle indsats. I den her situation kan det betyde, at enkeltpersoner som Lone og Sofie ikke bærer for stor en del af ansvaret alene. Når det er sagt, kan man stå i situationer, hvor det er nødvendigt at inddrage politiet.

På vegne af Sygeplejeetisk Råd,
Dorte Sørensen Tungelund og Birgitte Ehlers

Sådan endte det

Datteren blev ikke fjernet. Moderen døde i lidelse mandag aften. I bagklogskabens lys synes både Sofie og Lone, at politiet skulle have været tilkaldt. Datteren endte med at klage til Styrelsen for Patientklager. Sofie og Lone har efterfølgende gået til psykolog. I dag har plejecenteret fået nye retningslinjer med mere ledelsesinvolvering i palliative forløb.