"Tvang skal udføres med omsorg"

Claus Pedersen dimitterede fra universitet med en kandidatgrad i filosofi i 2008, hvor finanskrisen ramte, og der ingen jobs var at få. Så blev han sygeplejerske.

Foto: Jonas Pryner Andersen

Jeg mødte engang en sygeplejerske, der havde arbejdet på et døgnafsnit for spiseforstyrrelser. Hun havde været i specialet i mange år. En dag havde hun været inde hos en patient for at lægge en ernæringssonde. Det er aldrig behageligt for hverken patienten eller sygeplejersken, men den dag havde hun ingenting kunnet mærke, imens hun gjorde det. Hun følte intet.

”Dér vidste jeg, at nu skulle jeg videre til noget andet,” sagde hun til mig.

Spiseforstyrrelsen hiver og flår
Jeg forstod, hvad hun mente. Jeg er selv sygeplejerske på Døgnafsnit 5 for spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup.

Vi er et lukket specialiseret afsnit. De patienter, der kommer her, er ofte i den allersværeste fase af deres sygdom med øget behov for skærmet omsorg og pleje. Min primære arbejdsopgave er at sidde som rådgivende sygeplejerske i vores nye rådgivningsfunktion rettet mod almenpsykiatrien i Region Hovedstaden, men jeg har også vagter i plejen på afsnittet.

Jeg bruger ofte et citat af den norske psykiater Finn Skårderud, når jeg taler med personale i almenpsykiatrien: ”En spiseforstyrrelse er en sygdom, der udfordrer og forvirrer os.” Det vækker genklang.

Som sygeplejersker er jo vi vant til, at vores patienter virkelig gerne vil have hjælp, når de kommer til os.

Det vil patienter med spiseforstyrrelser også – men samtidig kæmper de med en ambivalens.

Spiseforstyrrelsen hiver og flår i dem. Sygdommen er måden, de håndterer livet på, når det gør ondt, og den kan være svær at give slip på.

Mennesket bag sygdommen
Vi bruger dialektisk adfærdsterapi som en del af vores behandling. Sammen med patienten arbejder vi med at finde nye og mere hensigtsmæssige mestringsstrategier end spiseforstyrrelsen. Vi må huske på, at for rigtig mange har spiseforstyrrelsen været en redningskrans hele livet. Vi er forpligtet til at hjælpe med at finde andre redningskranse.

Men en del af jobbet er også, at vi nogle gange bliver nødt til at bruge tvang – ellers dør de simpelthen.

Det kan godt blive meget voldsomt og involvere mange mennesker. Selvom jeg aldrig er direkte nervøs inden, så føler jeg stadig noget. Det, tror jeg, er vigtigt. At jeg bliver ved med at kunne mærke indeni, at det er mennesker, jeg har med at gøre, og ikke kun en sygdom.

Jeg har også mit eget lille ritual, som jeg altid tyr til, når jeg f.eks. skal lægge en sonde. Så står jeg ude i vores sonderum inden og gennemgår hver enkelt procedure og handling. Forbereder mig. Sætter et mærkat på dér, hvor jeg ved, sonden skal stoppe. Så er alt det praktiske løbet igennem, og jeg kan koncentrere mig om at være der for patienten. Tvang skal udføres med omsorg.

Jeg er 48 år og blev færdiguddannet som sygeplejerske for seks år siden. Inden da arbejdede jeg som privat handicaphjælper. Det var dér, jeg første gang fandt ud af, at jeg rigtigt godt kunne lide pleje- og omsorgsarbejde – og at jeg faktisk også var god til det.
Efter nogle år besluttede jeg mig for, at hvis det var den her vej, jeg skulle, så skulle det være kvalificeret. Så jeg uddannede mig til sygeplejerske.

Betydningen af en buffet
Jeg føler mig virkelig hjemme i mit speciale. Jeg kom allerede i praktikken på et afsnit med børn og spiseforstyrrelser. Fagligt ramte det bare noget i mig. Én fod i psykiatrien og én i somatikken.

Rådgivningsfunktionen for Spiseforstyrrelser er et satspuljeprojekt, jeg sammen med vores diætist i afsnittet har været med til at starte op fra bunden. Sammen rådgiver vi personale i almenpsykiatrien om patienter med spiseforstyrrelser. Vi har kun været i gang i lidt over et år, men lige fra starten har det været et drømmeprojekt for mig.

På vores afsnit arbejder vi specialiseret med spiseforstyrrelser, men det gør en sygeplejerske på et alment afsnit ikke – og så kan det f.eks. være svært at gennemskue, hvad der kan være på spil af følelser, når en patient med anoreksi bliver præsenteret for en morgenmads- eller frokostbuffet, imens de er indlagt for svær selvskade eller med en psykose i almenpsykiatrien.

Benarbejdet bærer frugt
Det er bl.a. sådan noget, rådgivningsfunktionen er sat i verden for at hjælpe med. Vi klæder sundhedspersonalet på andre psykiatriske afsnit på til at kunne støtte og yde den rette omsorg til patienter med spiseforstyrrelser, imens de er hos dem.

De kan ringe til os med spørgsmål om stort og småt. Nogle gange om konkrete patienter, andre gange fordi de bare har brug for at blive opdateret på deres viden om spiseforstyrrelser. Vi tager også ud og underviser på afdelingerne, og det er skønt at se, hvordan rådgivningsfunktionen nu er begyndt at bære frugt.

Procedurer bliver ændret, og måderne, man går til spiseforstyrrelser på, bliver ændret.

Der har været rigtig meget benarbejde i at få rådgivningsfunktionen op at køre, men det har været utroligt givende og spændende at være med til. I mit arbejde elsker jeg virkelig vidensdelingen og dét, jeg kalder den ’mellemmenneskelige relation’.

Jeg får meget af min viden fra mit møde og arbejde med patienterne. Den viden giver jeg videre til andre sygeplejersker og kolleger, som igen planter det i mødet med deres patienter. Sammen gør vi sygeplejen bedre. Dét er meningsfuldt for mig.

Rådgivningsfunktionen for Spiseforstyrrelser i Region Hovedstadens Psykiatri kan kontaktes på tlf. 2384 6207 alle hverdage kl. 9-15.