Virtuel relationstræning

Medicinstuderende Camilla Thordal Nielsen befinder sig i VR-universet, mens hendes medstuderende følger med på en tablet.

Foto: Michael Drost-Hansen

De hvide apparater skjuler deres øjne og ører. En sygeplejerske og en medicinstuderende står med, hvad der ligner Wii-controllere i hænderne. Stolene i opholdsstuen på Odense Universitetshospital er skubbet helt ind til væggen, og de to bevæger sig rundt på omkring en meter i radius og henter urinposer og huloverdækning, som ikke fysisk er til stede.

De befinder sig i en virtuel virkelighed, en VR-simulation, hvor de øver sig i at dræne ascitesvæske fra en patients bughule, men uden reelt at gøre det. Arme flyver frem og tilbage i tilsyneladende tilfældige bevægelser, der i virkeligheden er helt guidede. Har man brillerne på, er man i en anden verden. Andet sanses ikke.

Skaber selvsikkerhed
I den virkelige verden befinder vi os på Mavetarmmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital. Her bruger klinisk sygeplejespecialist Trine Ladingkær og Pernille Krongaard, uddannelsesansvarlig sygeplejerske samt klinisk vejleder, VR-briller til at udvikle og træne sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker.

Personalet på afdelingen har været med til at udvikle VR-brillerne og har implementeret dem som et fast værktøj til nyansatte og studerende i praktik.

”Vi oplever, at brillerne er rigtig gode til at skabe tryghed og selvsikkerhed hos de nyansatte. Det mindsker stress og uro i starten og giver en bedre overgang fra teori til praksis,” siger Trine Ladingkær.

Målet med dagens træning er, at de medicinstuderende kan prøve proceduren med en assisterende funktion, der oftest vil være en sygeplejerskes eller SOSU-assistents rolle. På sigt skal VR-brillerne udvikles, så den opererende og assisterende rolle kan prøve proceduren af på samme tid.

”Det skal oprette en relation til lægerne tidligt i deres arbejdsliv, så de får skabt indsigt i hinandens roller så hurtigt som muligt,” fortæller Trine Ladingkær.

Træner dialog med patienten
Christina Laundrup Andersen er nyuddannet sygeplejerske og var for nylig i praktik på afdelingen.

Efterfølgende er hun blevet ansat. Hun tager VR-brillerne på og kan se en animeret mand med en opspilet mave, der skal have drænet ascitesvæske. Han ligger i en hospitalsseng, og scenariet vises fra en sygeplejerskes perspektiv, som har den assisterende rolle. Med controllerne i hånden kan hun styre, hvad hun gør i den virtuelle verden. Ved siden af står en virtuel læge, der har den opererende rolle. En stemme guider Christina Laundrup Andersen til at stille sig rigtigt i forhold til lægen, der indleder en dialog med patienten.

”Hvad er dit navn og CPR-nummer?” spørger den virtuelle læge i scenariet, og Christina Laundrup Andersen gentager ud i rummet:

”Navn og CPR-nummer?”

Stemmen husker behandleren på, at dialog med patienten er vigtig – og det er et trin, der ikke må glemmes, hverken som assistent eller operatør.

Tablet starter dialog
Christina Laundrup Andersen rækker armen ud fra kroppen, så hun kan gribe den virtuelle fjernbetjening til patientens seng. Med et tryk på en knap på venstre controller kører den virtuelle sengs ryglæn op i en siddende position.

”Ha, fedt!” lyder det fra en af de tre af medicinstuderende, der følger med på en tablet ved siden af. Det gør Jacob Eriksen, der er nyuddannet sygeplejerske, og Trine Ladingkær også. De kan alle se, hvad der sker bag VR-brilleglassene og får dermed mulighed for at have en samtale om det efterfølgende med to forskellige faglige perspektiver.

”Det åbner for en dialog om proceduren og hinandens roller, men også om forskellen mellem VR og den virkelige procedure,” siger Trine Ladingkær.

Får hænderne i dejen
Efter at have prøvet VR-brillerne går Christina Laundrup Andersen hen til et bord, hvor der ligger en blå urinpose, et forlængerstykke, steril afdækning, plastre og blodprøveglas. Det er nogle af de remedier, man skal bruge til proceduren. Hun folder det sterile afdækning ud og samler kateteret med forlængerstykket.

”Man husker det virkelig godt. VR-brillerne giver et godt grundlag for proceduren, og hvilken rækkefølge det skal gøres i. Men det er rart, at man bagefter kan få remedierne i hænderne, så man kan sammensætte en slags helhed af proceduren,” siger hun og gennemgår den sammen med Jacob Eriksen.

Kagedræning
”Er I klar til at dræne en kage?” spørger Trine Ladingkær ud i rummet, efter alle har været inde i VR-universet. De kigger lettere forvirret på hende, men stimler så sammen ved rullebordet. Her ligger en kage bestående af tre kilo romkuglemasse og 300 gram indfarvet marcipan, og så forestiller den en mave. I midten ligger en pose stærkt koncentreret saftevand svøbt i sølvpapir. Mavekagen skal drænes for ophobet væske – før den må spises.

Der er helt stille i rummet. Trine Ladingkær presser langsomt nålen mod kagehuden. Saftevandet pibler gennem slangen. De griner, klapper og filmer seancen, mens de hver især får langet et stykke mavekage over på en paptallerken og fejrer afprøvningen af VR-procedure nr. 50.