Sygeplejersken
"Der er en halv time, til du skal tage din udrensningsmedicin"
Forskeren fortæller. En mobilapp, der guider patienterne til tarmudrensning inden en koloskopi, skal nedbringe antallet af koloskopier, der ikke bliver gennemført på grund af mangelfuld udrensning. Appen vækker tilfredshed hos patienterne, viser ny undersøgelse.
Sygeplejersken 2023 nr. 13, s. 52-53
Af:
Sussi Boberg Bæch, Journalist
Foto:
Illustration Andreas Normann
’Har du fastet siden i går, og har du drukket noget de sidste to timer?’ Det er nogle af de spørgsmål, som patienterne bliver stillet, når de møder op til en kikkertundersøgelse af tyktarmen – en koloskopi – på klinik for kikkertundersøgelser på Herlev Hospitals afdeling for Mave- Tarm- og Leversygdomme.
Men det kan være svært at holde styr på alt det, du som patient skal igennem inden en koloskopi.
Undersøgelsen kræver nemlig en vellykket udrensning af tarmene, og det er en omstændelig omgang. Derfor har man på Herlev Hospital udviklet en mobilapp – den såkaldte Tarm Tjek-app – der skal guide patienterne.
Appen er evalueret i en nylig offentliggjort interviewundersøgelse med 16 personer, der havde brugt den i forbindelse med udrensning før en koloskopi. Undersøgelsen viste, at patienterne var positive over for Tarm Tjek-appen. Projektsygeplejerske Anita Bilde Wozniak, der er en af hovedforfatterne på publikationen, forklarer:
”Generelt har patienterne rigtig svært ved at overskue alle de mange trin i en udrensningsproces, der starter syv dage inden undersøgelsen. Hver dag er der nye klokkeslæt, nye restriktioner og nye ting, de skal gøre.
De drukner simpelthen i al den information.”
”Appen hjælper patienterne til at overskue processen. Den strukturerer informationerne, viser processen på en tidslinje og giver push-beskeder. Når du angiver dato og klokkeslæt for din undersøgelse, klarer appen resten ved at komme med notifikationer, når du skal gøre noget nyt, f.eks. ’Nu er der en halv time, til du skal tage din udrensningsmedicin’,” forklarer Anita Bilde Wozniak.
”I vores interviewundersøgelse gav patienterne udtryk for, at appen var god og nem både at installere og bruge, og den skabte en god forståelse for udrensningsprocessen. De syntes godt om at få notifikationerne, og de ville anbefale den til andre patienter,” fortæller hun.
Undersøgelsen kort
En kvalitativ interviewundersøgelse med 16 patienter, der havde brugt en såkaldt Tarm Tjek-app som guide til udrensning af tarmene forud for en koloskopi.
Formålet var at undersøge patienternes oplevelser ved brug af Tarm Tjek-appen.
Ved hjælp af bl.a. en visuel tidslinje og notifikationer blev patienterne løbende guidet gennem udrensningsproceduren.
Patienterne var positive overfor appen, der bl.a. gjorde udrensnings-processen mere overskuelig. De fandt informationen bedre og mere forståelig end det skriftlige materiale.
Det langsigtede mål er, at appen skal udbredes nationalt og nedbringe andelen af koloskopier, der ikke gennemføres pga. mangelfuld udrensning.
Slimhinde skal være tydelig
I alt bliver 20-25 pct. af alle koloskopier ikke gennemført, og her er en af årsagerne mangelfuld udrensning af tarmene. Anita Bilde Wozniak håber, at appen på længere sigt kan give flere gennemførte koloskopier.
”Ved løbende at minde patienterne om de ting, de skal gøre i processen, sikrer appen, at patienterne ikke glemmer enkelte elementer af udrensningen. Vores håb er derfor, at flere udfører udrensningen korrekt, og at det vil nedbringe antallet af koloskopier, der aflyses på grund af mangelfuld udrensning,” siger hun.
Udrensningen skal nemlig være så grundig, at tarmens slimhinde tydeligt kan ses med den kikkert, der føres op i tarmen. Udover medicinrestriktioner og selve den medicinske udrensning af tarmene, kræver en vellykket udrensning også, at patienterne laver bestemte kostrestriktioner.
”Bl.a. skal de undgå mad med kerner og fibre eller mælkeprodukter fire dage før udrensningen. Og de må kun spise let nedbrydelig mad som kogt fisk og kylling uden skind, lyst brød, hvide ris, hvid pasta og udvalgte gennemkogte grøntsager,” fortæller Anita Bilde Wozniak.
Udbredes til flere hospitaler
Interviewundersøgelsen viste også en række mangler ved Tarm Tjek-appen, og dem vil der blive taget højde for, når appen opdateres.
”Bl.a. efterspurgte patienterne mere information om, hvordan undersøgelsen foregår – f.eks. via en video. De ville også gerne kunne printe tidslinjen ud, og de var i tvivl om, om de måtte spise normalt efter undersøgelsen,” fortæller Anita Bilde Wozniak.
Selve appen er udviklet på Herlev Hospital. Men med tiden håber Anita Bilde Wozniak og hendes kollegaer, at Tarm Tjek-appen kan udbredes til flere hospitalsafdelinger og måske blive brugt på nationalt plan.
”Region Hovedstaden har overtaget ansvaret for appen, og vi er ved at opdatere den i samarbejde med dem. Og så er vi i dialog med en anden afdeling, der er interesseret i appen,” siger hun.
Om Tarm Tjek-appen resulterer i en lavere andel af koloskopier, der ikke bliver gennemført på grund af mangelfuld udrensning, vil Anita Bilde Wozniak og hendes kolleger rigtig gerne have svar på.
”På sigt vil vi gerne i en kvantitativ undersøgelse kigge på, om Tarm Tjek-appen har påvirket andelen af gennemførte koloskopier på afdelingen i positiv retning. Det kan vi gøre ved at sammenligne data før og efter, at appen blev implementeret i 2021,” siger hun.
Endelig er det et ønske at undersøge, om appen gør kvaliteten af udrensningen bedre.
Anita Bilde Wozniak
Projektsygeplejerske ved Klinisk Forskningsenhed Herlev Hospital, Mave, tarm- og leversygdomme.
Uddannet sygeplejerske i 2022. Studerer på 3. semester på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse på Københavns Universitet.
Er en af hovedforfatterne på den publicerede undersøgelse.