Mod til at tale om døden

Som sygeplejestuderende er jeg vant til at arbejde omkring døende. Jeg har behandlet mange patienter, der var bevidsthedspåvirkede og skulle smertedækkes i den sidste fase af livet.

Men under min praktik i akut og kritisk sygdom mødte jeg for første gang en patient, der satte ord på, at han snart skulle dø. Den midaldrende patient led af en kronisk sygdom, som betød, at han kun havde få år eller mindre tilbage af livet.

Jeg kendte til patientens prognose via hans journal, men han var indlagt til observation i relation til anden sygdom, og jeg var derfor kun på stuen for at skifte et drop denne dag. Vi havde haft en god kontakt i den uges tid, patienten havde været indlagt, så jeg valgte at blive på stuen, mens droppet løb igennem.

Patienten og jeg faldt i snak, og i en tid talte vi om alt fra græsslåning til livretter. Men ret pludseligt begyndte han at fortælle om sin kroniske sygdom og om, at han snart skulle dø.

Jeg blev taget på sengen, og et kort øjeblik havde jeg mest lyst til at krølle mig sammen eller løbe ud ad døren, for hvordan adresserer man et så sårbart emne uden at sige det forkerte eller gøre patienten utilpas?

Jeg kunne have forladt stuen under påskud af andre opgaver, men det ville være krysteragtigt at gå. Jeg kunne gå væk fra døden, men det kunne patienten jo ikke. Patienten havde tydeligvis behov for at tale om det, når han åbnede op på den måde, og at tage imod hans invitation føltes vigtigt. ”Jeg skal kunne dét her,” tænkte jeg og fik hanket op i mig selv.

Jeg spurgte venligt og nysgerrigt ind til hans liv, og vi endte med at tale længe om hans familie og personlige forhold og om alle de overvejelser, han havde gjort sig om sin sygdom og prognose.

Når man træder ind på stuen til en patient, er begge parter i uniform. Patient og sygeplejerske. Man har en rolle, og som sygeplejerske er du på en mission, der gælder patientens behandling. Når vi drøfter vores patienter på konferencer og i personalestuen, så taler vi om diagnoser og journaler og stuenumre. Det kan skabe en distance til alt det, patienterne også er.

I min samtale med den døende patient var det som om, vores uniformer forsvandt. Pludselig var vi bare to mennesker, der talte med hinanden om livet og døden. Det gjorde stort indtryk på mig at høre om det liv, han havde levet, og hvor afklaret han var med at skulle dø.

Det gik op for mig, at frygten for at sige det forkerte havde handlet meget mere om mig selv end om ham.

Oplevelsen lærte mig, hvor vigtigt det er at turde tale med sine patienter om dét, der betyder noget for dem – uanset hvor svært det er.